Vi vågner mens børnene stadig sover og nyder morgenstøjen fra gaden. Vi bor på 3. sal, så det er vidunderligt begrænset, hvad vi får ind ad vinduerne. Her om morgenen er der tid til at skrive dagbog og kigge billeder og vi nyder det et kvarter inden 2 brune børn slår øjnene op og vil se tegnefilm på Asien Disney Channel.
De er næsten ikke til at hive væk fra fjernsynet, men ned kommer de og bliver mødt af turens hidtil mest veldækkede morgenbord. Det bugner af friskskåret frugt og der er jordbærmarmelade og yoghurt. Vi kan få vores æg, som vi vil have det og det er på 4 forskellige måder. Hårdkogt, spejlet, omelet og ristet. Vi sidder der i lang tid, mens Mr. Thien brygger kaffe og laver mangojuice. Det er rigtig hyggeligt.
Vi har besluttet os for at tage en tur ud til en nærvedliggende sø for at sejle og vi kommer i land på en ø, som tydeligvis er beregnet til turister. Men hvad enten det er uden for sæsonen eller øen har fejlet grundigt i sin markedsføring, så er vi i de eneste og vi vender hurtigt tilbage til båden, for øen er næsten dækket af pavilloner og så et par enkelte ansatte til at feje grannåle.
Turen hen over vandet er skøn og vi ligger med fødder og hænder i vandoverfladen for at køle os i formiddagssolen. Næste stop er Datanla vandfaldene, som også skulle være en form for forlystelsespark.
Det er her, at turens bedste tur finder sted, for parken ligger på kanten af bjerget og ned langs bjergsiden ligger ca. 7 vandfald efter hinanden og det første kan man opleve fra en rusjebane, hvor vognene kører ned ad bjerget i susende fart.
Det er naturligvis Vietnam, så man styrer selv om man vil bremse eller bare suse afsted og man skal også lige selv have øje for, om man kommer for tæt på den forankørende. De anbefaler, at vi holder afstand, men i princippet er der fri leg. Det er ikke noget for Bertel i første omgang, så vi triller stille ned. Vel nede er tonen dog en anden og vi laver en aftale med drengene om at tage en tur mere, når vi har kigget på et par vandfald.
Efter en sidste VILDT hurtig tur med rusjebanen er det tid til frokost og på vej op til restaurenten bliver Rasmus forelsket i en diskospillende håndledsvibrator hos en af de sælgene i parken. Bertel kommer til og får hurtigt øje på en armskydediskoskaster, som vi bestemt ikke kan være foruden. Da vi ikke kommer videre uden dem, smutter jeg op til Mads i restaurenten og får 5$, så drengene kan få deres legetøj og vi kan få vores frokost.
Damen vil have 8$ og er helt usædvanligt hverken til at hugge eller stikke i, når det kommer til at prutte om prisen. Jeg bliver lidt stædig, for legetøjet er det ageste L…, jeg nogen sinde har set og jeg vil ikke finde mig i, at blive snørret for 8$, når det tydeligt for enhver slet ikke koster så meget. Desuden har jeg jo også kun 5$ med og jeg vil gerne have min forkost snart. Jeg forbereder derfor et tilbagetog, da jeg bliver kontaktet af en ung vietnamesisk kvinde, som gerne vil vide, hvorfor drengene ikke kan få legetøjet. Efter en forklaring tilbyder hun at handle med kvinden om legetøjet, men heller ikke denne gang kan vi få legetøjet med til 5$.
Jeg er parat til at gå med drengene, hvoraf Rasmus især er temmelig utilfreds med situationen. Kvinden som har kontaktet mig, er helt sikkert veluddannet og taler et flot engelsk. Hendes næste kommentar er nu, om det er fordi jeg ikke har råd til legetøjet, når det nu kun koster 8$. Jeg forklarer igen om mine principper og om, hvordan jeg hader at bliver snydt. Vi har nu stået ved boden i ca. 5 minutter og har efterhånden samlet et pænt opløb. Kvinden kigger lidt underligt på mig og forslår så, at hun da skam gerne vil betale for legettøjet til drengene, for det er da enormt synd, at de ikke kan få det legetøj, de så gerne vil have. Jeg er sulten og temmelig træt af situationen og af den unge kvinde, som ikke kan forstå, at jeg gerne vil lære mine børn, at pris og kvalitet helst skal hænge sammen, – også i Vietnam. Drengene er utålmodige og der er alt for mange mennesker. Hurtig beslutning, – og kvinden får lov at betale og som den glade giver overrække lortelegetøjet til drengene, som naturligvis er ellevilde. Jeg føler mig temmelig irriteret og det bliver ikke bedre, da hun spørger om jeg har råd til mad til børnene. Jeg hiver afsted med drengene op til Mads, som venter med mad, mens jeg bander og svovler om lortelegetøj og åndsvage kvinder.
Da de brune drenge næste morgen slår øjnene op, er det første de spørger om: Må vi lege med lortelegetøjet? Det må de naturligvis gerne. Jeg ligger lidt og tænker over, hvor meget princip man i grunden skal kæmpe for, når det drejer sig om 18 kroner. Hvad koster et princip i grunden (alt inklusiv)? – og hvorfor dukker de altid op, når man er mest sulten og de rationelle tanker klasker på grund varmen.
Lortelegetøjet er elsket og det gør jo det hele værd. Så pyt med at det går i stykker i morgen. Carpe Diem!