Vi forlader Da Nang i halvdaarligt vejr og bruger ca. en halv time paa at komme ud af forstaederne. Husene bliver mere og mere spartanske og i overgangen op til bjergene er de kun braedder paa smaa skurer. Vi er paa vej ind i hoejlandet og et vaesentligt mere kuperet terraen end vi er vandt til fra kysten. Vejene snor sig op, op mellem banan- og kaffeplantager og ved frokost er vi naaet frem til skovene, hvor der hoestes ananas. Vi stopper for nuddelsuppe ved vejkanten og mens 4 – 5 vietnamesere ser til fra haengekoejer, bliver der taendt op i komfuret, saa vi kan faa kogt vores nudler. Det er siesta i Vietnam mellem 12 og 14 og ananasarbejderne i haengekoejerne nyder den stille regn, der drypper paa bliktaget. Det goer vi ogsaa indtil drengene opdager gaesene omme bag skuret. De er store og de gaar i flok og saa gider de ikke at blive forstyrret at to regnvaaede danske drenge, der gerne vil rappe med. Legen gaar nu ud paa, hvem der toer komme taettest paa den skraeppende flok gaes. Fantastisk underholdning for de haengende ananasarbejdere, som sikkert gladeligt havde betalt os for forstillingen, hvis vi havde spurgt.

Vi koerer videre paa lange oede straekninger, mens jeg i baghovedet haaber, at rejsebudha skaaner os for punkteringer eller andre nedbrud, for vi moeder stort set ikke mennesker de naeste 40 km.

Det er varmt og vi har fulgt en flod et stykke tid, da vi stopper for at straekke ben. Ned ad en lille sti og ud i flodlejet, hvor vi moedes af en gruppe mennesker, som arbejder med at flytte sten og suge vand op fra en lille lomme, de har inddeaemmet ude midt i floden. Bertel bruger 5 sekunder paa at smide toejet og er saa afsted paa fiskejagt med Mads lige i haelene, mens Rasmus og jeg bliver inde ved kanten og piller i traestammer og smaa indsoeer.

Der kommer 3 maend hen og saetter sig 5 meter fra os. Vi er vandt til at blive kigget paa, saa vi venter lidt indtil de er klar til at tale med os, – og saa bliver vi spurgt om alder og koen paa boernene. Jeg faar at vide, at maendene leder efter guld og stille og roligt arbejder sig op igennem floden for at finde det. Det virker ikke som om det ligefrem vaelter op, men de er vist godt tilfredse. Vi taler ved hjaelp af tegnsprog og faa vietnamesiske ord og det virker ok. Vi triller videre efter det forfriskende fodbad og taeller springvand paa Luffe. Paa Lynet, hvor Rasmus og Mads leder turen, bliver der sunget Halfdans ABC og talt til hundrede.

Vi finder et groent hotel i Kam Duc og et hyggeligt gadekoekken lige neden om hjoernet. I en kaempegryde bliver der kogt noget groed af ris og suppleret af kyllingestykker og krydderurter, ser det fint ud for os fire sultne mennesker. En god historie om at de ogsaa har risengroed i Vietnam ligesom os, faar Bertel til at spise 3 portioner. Rasmus er paa bananer og koeber ikke den om risengroeden. Den maa vi laengere ud i skoven med. Til gengaeld vil han gerne spise isen, vi finder senere paa aftenen i en lille butik. Is er ikke noget vi kan faa hvor som helst, saa det koeber vi, hver gang vi kan komme til det. Glaeden er lige stor hver gang vi uventet falder over muligheden.

Hjemme paa hotellet om aftenen bruger vi lidt tid paa at betragte byggepladsen lige neden for vores altan. Det er haardtarbejdende piger, der blander cement, koerer med trilleboerer og kaster mursten op paa 1. sal, hvor der mures i skoen ujaevn stil.

Alle arbejder i klipklappere, selv svejseren og henne ved cementblanderen staar de to piger i konstant cementstoev. Det er skrider langsomt fremad og det er saa svaert at lade vaere med at sammenligne med danske forhold. Vi har hurtigt laert, at arbejdskraft ikke koster noget som helst. En laererloen er ca. 1,5$ om dagen og det er det samme for langt de fleste andre beskaeftigelser ogsaa.

Vi sover som saedvanligt i 2 store dobbeltsenge og prisen er 10$. Vi moeder ingen laerere paa hotellet.