[Den store]

Vi holder foedselsdag for Bertel den 24. marts for der har vi stadig huset i Hoi An. Soeren fra Hjemmefra har sendt et billede af en ny cykel, som staar i Testrup og passer til en dreng paa 6 aar. Derudover bliver Bertel denne morgen en lykkelige ejer af en daase markral, en pakke havregryn, et brunt broed og en blaa t-shirt med Mario. Drengene mener, at vi skal springe morgenmaden over denne morgen for straks at gaa til frokosten. Rigtige markralmadder med mâyonaise. Det kan selv ikke den laekreste skaal nudler med friske groentsager, rejer og krydderurter slaa.

Vi har lavet flag og synger foedselsdagssang for Bertel, som siger, at hans hoved ikke rigtig har forstaaet, at han nu er 6 aar. Senere har hans hoved vist forstaaet det helt godt, for nu viser han seks fingre, naar det saedvanlige spoergsmaal om alder kommer i starten af hver samtale vi foerer med vietnamesere.

Farfar, mormor, morfar og Jonas ringer og oensker tillykke og endnu en gang er det primaere indhold i samtalerne med dem hjemmefra centreret om Mario i
Svampelandet. Vi synes godt, at Bertel kunne have fortalt om turen i den lille baad. Manden levede af at hoeste grene fra palmetraeer, der kun vokser i vand, – men her og nu er det Mario og det er ogsaa helt OK, naar man netop denne morgen paa sin foedselsdag er kommet ind i “Taarnet”.

[Den onde]

Vi bader ved stranden og venter paa opkaldet fra mekanikeren. Han er jubeloptimist, naar det gaelder hans evner udi reperation af netop motorcykler. Hans vaerksted bestaar af terrassen ved hans hus, 5 meget snavsede stole, 3 daek og lidt vaerktoej, men vi har faaet ham anbefalet, saa det skal nok gaa altsammen.

Klokken 16 tager Mads ind efter et opkald fra mekanikeren, som nu er faerdig. Han mangler dog at samle lidt endnu, da Mads kommer ind og saa skal de ogsaa tale om prisen for det hele. Vi plejer at koere en “proevetur” efter mekanikerbesoeg, men den gaar ikke her. Mads maa ikke proeve og vil derfor ikke betale. Saa gaar mekanikeren ind i sit hus – med noeglerne til motorcyklen. Mads ringer til Hanoi, hvor vores hotline faar ringet mekanikeren op. De tale med store bogstaver, men lige lidt hjaelper det. Mads maa ikke proeve og faar besked paa at forsvinde. Lidt op ad gaden ligger et hotel og derinde arbejder en pige, som hurtigt forstaar situationen og tilbyder sin hjaelp. Paa vej tilbage moede de dog en hurtigtracende mekaniker paa vej vaek, – paa vores motorcykel! Pigen tager sin scooter og faar Mads bagpaa og saa gaar jagten gennem gaderne, hvor moerket har lagt sig. Jeg var ikke med, men Mads fortaeller bagefter, at pigen ikke var specielt bekymret over at koere staekt gennem moerket efter en fremmed mand med en anden fremmed mand siddende bagpaa. Absurd situation men absolut kendetegnende for hjaelpsomheden hos langt stoerstedelen af de vietnamesere vi moeder.

De faar dog aldrig indhentet mekanikeren og vaelger i stedet verdens bedste loesning: kontakt til mekanikerens mor! Han bor, som langt de fleste i Vietnam, sammen med hele sin familie og da hans mor er sat ind i sagen, med pigen som tolk, ringer hun resolut til mekanikeren. Vi forstaar ikke vietnamesisk, men Mads er ikke i tvivl om, at moren nok kan et par gloser til saadan en lejlighed. Enden paa det bliver, at moren faar pengene, mekanikeren kommer lidt slukoeret tilbage, Mads proever motorcyklen og koerer hjem til os i huset.

[Den gode]

Naeste morgen er vi klar til afgang, har sadlet jernhestene, sagt farvel til vores egen Fru Thrung, som naesten ikke kan slippe drengene og taget et afgangsbillede.

Og selvfoelgelig skulle vi maaske have lyttet til vores mavefornemmelser, for cyklen vil ikke starte og vi har betalt 125$ for diverse udskiftninger hos mekanikeren. Vi beslutter at ringe til vores Easy Rider ven fra sidste uge, for at hoere ham om loesningsforslag. Inden der er gaaet 3 timer ankommer en dygtig fyr, som peger paa rodet af ledninger, der er samlet i forlygten. Han faar os startet og vi koerer efter Easy Rider og ny mekaniker [den gode] til Da Nang. Der er 20 kilometer og klokken er naesten 15, saa vi skal ikke laengere den dag. Vi faar installeret os paa et lille hotel hos en mand der hedder Hoa. Easy Rider og Mads koerer med den gode ind paa vaerkstedet og i loebet af naeste dag udskifter den gode hele det elektriske system, ledninger og alt og bare vi naermest kigger paa startknappen er Lynet igang. Det koster 50$ og 2 dage i kalenderen, men saa faar vi ogsaa set Marple Mountain, hvor de 10 omkringliggende landsbyer har hentet marmor de sidste mange hundrede aar.

Drengene koeber sammen en budha og et skakspil i marmor. Saa er vi daekket ind i forhold til flere uforudsete haendelser, mener de. Og senere paa dagen, lyder det da ogsaa flere gange, at det ikke er den gode, der har repareret Lynet, men derimod Budha. Vi siger dem ikke imod og foeler os egentlig godt tilpas med vores egen rejsebudha i tasken.