Det regner og lune dråber drypper ned fra hjelmen. Vi er er kommet til P i Halfdans ABC, da vi beslutter at holde thepause. Vi er Rasmus og Pernille på Lynet og Bertel og Mads på Luffe. Sådan var det i dag hvor vi kørte gennem syregrønne bjerge svøbt i tåge. Følger asfaltsporet.

Tilsyneladende er det blevet saa normalt at rejse med sin baerbar, at der ikke laengere er computere paa backpackerhotellerne. Jeg har laant en af den australske dame.

Vi kom heldigvis hurtigt ud af Hanoi og fik undervejs vores lektioner i trafikken. Det er gaaet over al forventning og vi er nu mere afslappede omkring vores koersel. Reglen er: stop aldrig, forsat langsomt.

Foerste stop var 20 km uden for Hanoi, hvor trafikken var saa taet, at Mads og jeg var helt svedt. Stort hotel med restaurent i kaelderen. Foran os hver er den en gryde med suppe paa en kogeplade og foran den et transportbaand, hvor maden koerer forbi. Man tager hvad man har lyst til. Der er alle mulige groentsager, seafood, koed og aeg. Lige noget for Rasmus og Bertel. Jeg kan ikke slaa mit aeg ud. Det faar jeg manden ved siden af til at hjaelpe mig med. Ned i min suppe falder et temmeligt stort kyllingefoster, sikkert sidste stadie, for det har fjer, naeb og oejne. Manden smiler og nikker til mig : ) Dejligt at moede ny mad. Jeg kan dog ikke lige faa mig selv til at proevesmage i dag. Maaske en anden dag.

D. 4. marts er vi paa vej til Cuc Phung National Park. Vi spiser frokost undervejs og Rasmus og Bertel bygger slot med asken fra en gammel karkelovn. Vejen videre er gennem 20 kilometer mudder og vi kan naesten ikke se vejen. Alligevel moeder vi kun paent klaedte vietnamesere, nogle i hoeje haele. Vi er mudrede fra top ti taa. Gad vide hvordan de goer det?

I Nationalparken bor vi i en bungalow helt nede ved soeen Mac Lake. Vi sover alle kl. 20.00.

Vi vaagner ved lyden af vietnamesisk opera… eller er det jazz. Vi har svaert ved at afgoere det. Men i dag en en national festdag og bandet skal spille om aftenen i nationalparken, saa de oever. Det synes vi ogsaa de traenger til, da damen begynder at synge. Vi finder i oevrigt ud af, at kareeokee er en udbredt folkefornoejelse hernede.

Dagen gaar med at besoege centeret for aberehabilitering. Selvom det er en nationalpark er det helt normalt, at mange aber bliver ofre for krybskytteri, da der er stor efterspoergsel efter abedele i Kina. Nogle aber bliver reddet paa graensen ind til Kina og sendt tilbage, andre bliver konfiskeret ved store ransagninger i lokale smaabyer. De har mange forskellige slags og de lykkes faktisk med at faa aberne ud i naturen igen. Manden som guider os kan abesprog og det viser han Bertel og Rasmus. De taler abesprog paa resten af turen.
Ved siden af abecentret ligger et tilsvarende for skildpadder. De er ogsaa en vaerdifuld handlesvare primaert for det kinesiske marked, hvor man tror, at skildpadden er livsforlaengende.

De har ogsaa skildpaddeavl og i en indhegnet del af parken, hvor skildpadderne gaar frit i meget naturlignende omgivelser, maa man gerne loefte dem op, hvis man er forsigtig. Jeg synes generelt at parken er velfungerende i forhold til dyrevelfaerd og naturlige omgivelser og det er helt sikkert at det veluddannede personale braender meget for sagen. Det er det eneste center i Vietnam, hvor man er lykkedes med at faa dyrene ud, saa nu faar centret dyr fra hele Vietnam tilsendt.

Bertel og Rasmus holder forsigtigt en skildpadde hver.

Vi spiser frokost inde midt i parken og koere saa tilbage til vores hytte, hvor vi hygger resten af dagen med spil og toejvask.

Afgang naeste dag, hvor vi dog foerst maa have olie paa Lynet, – og saa skal cyklerne vaskes. Pris halvanden dollar for 30 minutters motorcykelvask, men saa er de ogsaa haandtoerrede og skinnende klar til vores videre faerd. Bertel faar sit hoejeste oenske opfyldt, da vi stopper og koeber en aegte rishat.

I Cam Thuy finder vi et hotel og stopper for natten. Nede i byen bestiller vi nudler og suppe i et skoent gadekoekken, som bestyres af en voksen bestemt kvinde og hendes 5 store piger. De bliver meget generte, da Mads vil tage et billede af dem, men det generer slet ikke dem, at fotografere os. Alle har jo alligevel en mobiltelefon med kamera, saa vi bliver tit fotograferet. Saerligt naar vi er paa motorcyklerne, for det er stadig et saersyn at se motorcykler i Vietnam. For et par aar siden var alle paa cykler, nu er det scooter, om et par aar er det maaske tiden til motorcykler og saa bil, men ikke endnu og derfor vaekker vi ret stor opsigt, naar vi kommer frem.

Drengene er blevet superhajer til krig og Uno og til at pakke kortene, saa vi faar ikke et ben til jorden om aftenen, da vi spiller kort.

D. 7. marts og vi vil proeve at naa et ordentlig hug idag. Vi har ellers beregnet 3 dage ned til Farmstay, som bestyres af en australier, men maaske vi alligevel kan naa det paa 2 dage. Det lokker slemt med swimmingpool og mulighed for toejvask.

Frokost i en lille lund over for en skole. Det betyder besoeg af 20 drenge i frikvarteret, som gerne vil se os spise broed med agurk og tomater. De spiser selv solsikkefroe og knaekker skallen mellem taenderne. De er meget gavmilde og i loebet af 5 minutter har Bertel faaet en ny favoritspise. Vi naar Tan Ky om eftermiddagen og beslutter at sove paa det lyseroede hotel. Pris for overnatning 10 dollars. Mads koerer ind til byen og koeber toej til boernene, for vi kan ikke naa at toerre toejet i takt med at det bliver beskidt. Rasmus spiser ris for foerste gang om aftenen. Han annoncerer, at han fra nu at kun vil leve af ris. Drengen af ris!

D. 8. marts og maaske kan vi naa det til Farmstay idag. Vi koeber ind til frokost i Tan Ky, saa vi ikke skal stoppe alt for mange gange. Vi naar dog kun 40 kilometer og saa er vi noedt til at tage en pause i Do Luong, da Lynet ikke kan rokkes ud af stedet. Vi har heldigvis en hotline til vores vietnamesiske mekaniker Hop i Hanoi og han faar hurtigt hjulpet den lokale mekaniker frem til de rigtige kuglelejer, og saa er vi i gang igen efter en lille time.

Paa storbondens rismark spiser vi mango og melon. Han viser os med haanden, at alt dette er hans. Han har en ko og alt denne herlighed og hvad behoever man saa mere. Vi taenker over det, mens vi forsaetter ud af hvad vi tror er Ho Chi Minh vejen og naar frem til Nam Dan. Alt passer efter kortet indtil vi drejer ned af vej 15. Saa bliver vejen pludselig saa lille. Via telefon til en engelsktalende soester og fagter fra lokale bliver vi guidet 16 km tilbage og til venstre. Klokken er 15.30 og vi beslutter at stoppe i en lille by. Rasmus og Bertel leger et par timer ved floden, mens Mads faar os ind paa hotellet. Han goer et ihaerdigt forsoeg paa at lokalisere os paa kortet, men forgaeves. Ingen kan praecis fortaelle os hvor vi er og om vi kan komme ud paa den aegte Ho Chi Minh vej via denne by og vi laegger boernene i seng med uforrettet sag. Til sidst beslutter vi at forsaette ud af vores vej efter en konsultation med baade Clay i Hanoi (vores kontakt fra Vietnam Motorbikes) og Soeren hjemme i Beder. Det er nu rart med mobiltelefonen, selvom jeg hjemmefra var helt sikker paa, at den ville vi ikke faa brug for.