Samme dag har vi så kækt booket os ind på en oplevelse med zipline igennem Monteverdes skyskov. Det er også noget, vi har hørt om fra Karl og Johanne og ikke mindst Peter. Bertel er lidt bekymret, men er med på at se hvad det er. Rasmus har hørt om det 150 meter høje bungy jump, man kan prøve her i byen, men man skal veje 40 kilo, så han har ikke en chance.

Vi kører op i skoven og får alt grejet på. Drengene er friske og med på at følge guidernes mindste vink. Vi starter stille og roligt i en Tarzangynge. Bertel jodler ud gennem skoven. Mads hujer. Rasmus er tavs som graven og Pernille hyler som en stukket gris. Det er mega fedt og med adrenalinet pumpende rundt i kroppen går vi op til de 15 liner, der er spændt ud gennem skoven. Sikkerheden er i top også selv om det er tredje tur for vores to guider i dag. Det er højsæson og de arbejder non stop 3 ture a 3 timer hver dag i 60 dage uafbrudt. I lavsæsonen har de 3 fridage hver 14. dag, men det er ikke nu og de er top professionelle. Vi oversætter hvert et ord og drengene er rimelig godt med på teorien, inden vi sætter i gang.

Det starter stille og roligt og i takt med at vi bevæger os højere og højere op, bliver banerne også længere og længere. På visse strækninger er der sidevind og Rasmus er for let til at køre alene. Så hopper han op på guiden og kører sammen med ham. Vi kan ikke se ham på de lange stræk, men vi kan sagtens høre ham og det lyder sjovt. På den længste strækning på 800 meter skal Bertel også køre med guide og det bliver en lille børneklump med først Rasmus, så guide og så Bertel, der sammen hopper ud over kanten 40 meter oppe i luften. De glider sammen alle tre gennem luften og forsvinder i trætoppende med 60 km i timen. Der går lang tid og så hører vi fløjtet, som er signal om, at de er landet godt og at næste mand, kan gøre sig klar.

Undervejs får vi også mulighed for at rappelle 30 meter ned fra trætoppen og kravle alle 30 meter op igen inde i et hult figentræ og videre op af en frihængende rebstige. Først siger drengene nej, men er så med alligevel. For Mads og mig er det værste at skulle tilbagelægge de sidste 10 meter i fri luft på rebstigen, inden vi kan komme op på platformen igen. Alle klarer vi det, men så vil drengene også bestemme, at vi skal ind at spise på Tree House restauranten igen.

Det gør vi så – ikke mindst fordi de har en fantatisk chokolademousse, som jeg også gerne vil prøve.