Vi bor på Hotel Santa Fe i 2 køjesenge. Drengene ligger i underkøjerne, for de falder hele tiden ud af sengene. Bertel er bekymret over at skulle ligger under Mads. Holder den? Spørger han tvivlende og klapper på sengen. Den gør den og vi spiser morgenmad med ris, bønner, æg, toastbrød og kaffe.
På vejen ind i Monteverde, så vi et skilt med tilbudet om en kaffe- og kakaotur. 3 in one. Gad vide hvad den sidste er? Vi gætter på lidt forskelligt og forkaster også Rasmus’s forslag om lort. Vi er nødt til at finde ud af det og melder os friske på den familiedrevne finca kl. 10 til en rundtur. Rafael er vores guide og han viser os vej gennem plantagerne, mens han fortæller om produktionsmetoder og kaffens historie i Costa Rica.
Kaffen kom til mellemamerika fra Afrika i starten af det 19. århundrede. Klimaet var ideelt og forvandlede hurtigt det fattige land til mellemamerikas rigeste. Ligesom i Danmark fandt man på at organisere sig i andelsforeninger, som kunne bearbejde bønnerne og skibe dem videre til Europa og Nordamerika.
I dag er det folk fra Nicaragua, der arbejder i plantagerne, for lønnen er for lav til at kunne tiltrække landets egne indbyggere. Det er sæsonarbejde og hver kurvfuld (ca. 13 kg) giver kun omkring 2 – 3 dollars. De hurtigste kan nå at fylde 25 kurve på en dag. Af hver kurvfuld kan der produceres 4 pund kaffe. Forarbejdningen tager omkring 10 måneder, da bønnerne skal tørre for at kunne give den rigtige smag.
Rafael oplyser os om, at der i verden bliver handlet mest olie, dernæst kaffe. Vi går lidt tid og håndplukker de røde frugter, men Rafael fortæller videre om høje skatter og kaffens andel i, at landet har råd til så høje velfærdsydelser. På mange punkter minder det meget om Danmark og alligevel ikke.
Vi kommer igennem kakaoprocessen og ser hvordan de hvide kerner fra den store gule frugt skal gå i forrådnelse inden de kan ristes og rives. Rafael blander de revne bønner med sukker og så kender Bertel og Rasmus smagen igen.
Og hvad var så den 3. ting? Vi kører rundt i plantagerne med oksekærre og får stukket de saftigste sukkerrør i hånden. Dem kender vi fra Vietnam og de smager så godt. På vandmøllen bliver de kværnet og saften bliver kogt og nedkølet under omrøring. Vi prøver det hele og får en lille pose sukker med derfra.
Absolut en fantastisk tur og vi ruller fulde af sukker, kakao og kaffe videre ned i byen for at få lidt frokost.
I byen om aftenen finder vi spisestedet oppe i træerne. Treehouse er en restaurant, der er bygget op omkring et kæmpe træ. Vi spiser helt oppe i toppen og kronen danner taget lige over vores hovedet. Mens vi spiser hører vi stairway to Heaven, Nothing else matters og andre gode rockhits. Altsammen spillet fænomonalt godt af 3 mænd på trommer, violin og guitar. Hjemme på hotellet finder Mads den oprindelige version af Stairway to Heaven. Fedt, mener drengene.
