Morgenmad hos Alex forgår i dybeste tavshed, for der er folk fra hele verden, der kommer og ser fuglene, der holder til i hans frodige have. Det er selvfølgelig ikke noget, vores børn føler sig forpligtiget af, så mangen en kameradame/mand med halvmeter lange objektiver får næsten pip. Vi pakker og trækker os så diskret tilbage, som man kan med Bertel og Rasmus. Videre til Vulkanen Arenal og Observatory Lodge i nationalparken.
Vi skal se vulkanen. Ligesom vi skulle dykke efter skaller. Det går godt for familien Villesen.
Alle tre dage, vi tilbringer på lodgen, er vulkanen pakket godt ind i skyer. Lodgen blev bygget tilbage i 70’erne og familien byggede i samme ombæring en hytte til forskere fra Smithsonian, der kom for at observere vulkanerne i området. Den ligger i nationalparken blot 2 km fra krateret, men en kløft mellem vulkanen og lodgen sikrer stedet, hvis der kommer udbrud.
Det regner for fulde gardiner og tøjet og vasketøjet bliver bare vådere og vådere. Men det er varmt og når man først er helt våd, så er det jo lige meget, mener Bertel og traver afsted med vådt spejdertørklæde. Så bliver det også vasket, hvilket jo ellers ikke sker, med mindre man er på besøg hos mormor.
Vi ser vandfald, finder lava, ser næsebjørne, fugle, voldsom natur og lodgens fede spa og swimmingpool. Alt sammen i regnvejr, så det er så sparsomt med billeder.
Vores højdepunkt skal være den svære travetur op ad nabovulkanen Cherro. Den er der skrevet rigtig meget blandet om på Tripadvisor. Alt fra fantastisk til det værste lort, og afsted kommer vi, for der kan man se en kratersø. Det vil Rasmus gerne og turen er kun 7 kilometer. 2 kilometer ud, 1,5 kilometer op og så retur.
Travetur er mildt sagt og halvvejs igennem en bjergbestigning, overvejer vi at vende om, men Bertel vil op og Rasmus vil se en kratersø, så vi forsætter. På toppen er det skyet og vi kan ikke se søen, med mindre vi går ned i selve krateret. Den plan sløjfer vi hurtigt igen. Det er for mudret og Bertel falder og slår sin hånd. Rasmus, der har holdt ud hele vejen op på grund af søen er skuffet, men overraskende frisk til nedstigningen. Jeg har gået i skovbørnehave og dyrker parcour, så det er da let nok, mener han.
I byen La Fortuna tæt på Arenal køber vi et elastikbind til Bertel. Vi spiser også på en soda, som er de lokale frokostspisesteder.
I La Fortuna er der vokset en hel industri op omkring varme kilder. Hoteller på række borer i undergrunden efter det varme vand, som de leder ind i egne betonstøbte badebassiner. Det er næsten som olieeventyret i Texas og pengene strømmer ind. I Tabacon Spa koster det 50 dollar pr. næse for et dyp. Et stykke derfra er det ude i den rå og virkelige natur, hvorfor det også er gratis, så det benytter vi os af og hopper i. Det er sjældent noget er gratis i Costa Rica, men her får vi både varmen, naturen og flodens egen bund.
