Vi er klar til at snorkle i krystalblåt hav. Eneste sted i Costa Rica, hvor det kan ske, er i Manzanillo. Så langt er vi med, men hvad vi ikke fik læst, inden vi kørte dertil var, at hvor Costa Rica generelt har tørtid i januar, så er det regntid langs østkysten og dertil kommer pludselig opstået dårligt vejr. Will er ked af det på vores vegne, for det plejer at være muligt. Selv hans allerbedste steder, duer ikke på grund af vejret, så vi tager i Nationalparken i stedet for. Costa Rica har nationalparker alle steder. De har været gode til at tage vare på naturen og en stærk miljøbevægelse, samt en visionær politik ført gennem mange år, betyder, at vi har adgang til små 200 beskyttede naturområder, som huser 5% af verdens dyrearter. Derfor har turismen også været stabil og sparet landet for krise.

Den står på badning i nationalparken og jagt efter strandskaller. Vandet er 25 grader varmt og trods en overskyet himmel er udflugten fantastisk. Vi spiser dejlig mad (ris/bønner/kylling) om aftenen på en restaurant. Bertel og Rasmus er stadig ikke på venlig fod med det lokale køkken, så de lever hovedsagligt af brød, bananer, tomater og til nød lidt ris. Det gjorde de også i Vietnam, hævder de, – og det har de jo ret i. Vi venter og ser om det ikke bliver lidt ensformigt i længden.