Vi vågner med ømme knæ, som stille løsnes op som morgenen skrider frem. På vej ind gennem ørkenen til en gammel dæmning, hvor vi får krydset alle ørkenplanterne af, ser vi ikke et eneste dyr. Alle er krøbet i skjul for solen, som i dag giver os temperaturer på ca. 30 grader.

Er vi ikke bare gode til at passe på hinanden, siger Rasmus, og trykker mig i hånden. Joo, sådan skal man nok se på det. Når nøden er størst, holder de sammen. Det gælder også om aftenen, da de skal i seng.

Vi har været forbi Ranger stationen og fået mærket og aflagt løftet. Så er vi kørt til Anaheim i LA og har besøgt Pernilles gamle favorit pizza sted Round Table Pizza. Nu har alle ondt i maven på den gode måde og drengene skal i seng, så de kan være friske til i morgen. Meeen de hopper op og ned og til sidst må Mads true med at lægge Rasmus over i dobbeltsengen. Så bliver der ro.

Vi kan dog høre en stille hvisken. Er far ikke bare den største lort, hva’ Bertel, spørger Rasmus. Vi kan ikke hører, hvad Bertel svarer, for næste statement er allerede i gang fra Rasmus. – og mor er en stor gammel ost, som lugter!

Således beriget af varme ord fra vores afkom, nyder vi en øl, mens vi planlægger slagets gang i morgen i Disneyland. Mads har fundet sine 47 apps, som kan hjælpe os på vej og jeg er halvt på vej i seng, hvilket betyder, at jeg ikke lige er oplagt til at gå i detaljer om gennemsnitsventetider og brugerindrapporteringer, selvom det givet vil hjælpe os i morgen. Utaknemmelige kone!