Arizona har fundet penge til åbning af Grand Canyon i 8 dage, så Mads og jeg triller afsted fra Williams kl. 6 om morgenen. Vi vil gerne se om det kan lykkes denne gang, at få en plads inde i parken. Det er ikke muligt at reservere over nettet eller håndhæve allerede reserverede pladser i de 8 dage, så det er first come, first serve.

Kl. 8.30 spiser vi morgenmad på vores helt egen plads på Mathers Campground i Grand Canyon. Hvad vi havde opgivet hjemmefra, bliver nu muligt på grund af budgetkrisen. Fedt! Endelige kommer der noget fornuftigt ud af det politiske virak.

Inden vi tager hele Grand Canyon med storm, tager vi i IMAX Cinama, for Grand Canyon skulle tilsyneladende gøre sig bedst på film, siges der.

Det er en historisk vinklet halvtimes film, hvor vi næsten når at blive smidt ud, fordi vi undervejs skal forklarer Bertel og Rasmus, at det ikke er rigtige indianere, cowboys eller opdagelsesrejsende. De ser ellers så levende ud, siger Bertel, og det er rigtigt nok.

I Grand Canyon kan man også aspirere til at blive Junior Ranger. Det kræver, at vi tager på fossilvandring med Ranger Ron, som ligner en gammel Hells Angel. Uniformen er dog lidt anderledes. Hatten ville ikke være i vejen, for HA kører vist ikke med hjelm. Han ligner i øvrigt en kær kollega, som også har også kører motorcykel.

Ranger Ron fortæller med store armbevægelse, at han er vild med børn, som elsker sten og hvis man vil forstå det store, skal man kigge i det små. Vi oversætter på vores egen langhårede måde, men Ron er så malerisk i sine fagter, at drengene næsten forstår bedre, hvis vi voksne holder kæft og overlader scenen til Ron.

Vi når at se både elg og den sjældne condor inden drengene med løftet hånd bliver svoret ind som Junior Rangere i Grand Canyon. Det er stort og glæden om aftenen vil ingen ende tage. Vi fejrer udnævnelsen med en tur på et steakhouse med kæmpe ribs og hotdogs.

Dagen efter tager vi turen i helikopter ud over kløften og må sande, at Grand Canyon ikke kan rummes fuldt ud, selv ikke fra luften. Det er for utroligt! Det bliver ikke bedre af, at piloten sætter soundtracket fra Rumrejsen 2001 på, mens vi flyver ud over dybet.

Eftermiddagen bruger vi på en lille tur ned i kløften ved Kaibab. Det er et noget andet perspektiv, men begge ture giver brikker til helheden og vi føler, at vi har fået et godt bredt syn af den vidunderlige tidsløse kløft.

Det er koldt om natten og vi ender alle fire i dobbeltsengen. Det er hele vores familie uden Søren, Mette, Jonas og Marie, siger Rasmus. Det ville også blive meget klemt, hvis de var her, siger Bertel. Ellers er de dog meget savnet.