D. 12. november
Mads og jeg sidder i bilen på vej ud af verdens måske mest hullede vej. Vi skal til tops på bjerget Pedra de Selada. Rasmus har hejst teenageflaget samme morgen og trænger til en dag, hvor programmet primært består i at være sengeliggende og nyde et fravær af stenalderfolket.
Imens er vi ankommet til en farm, hvorfra vi sendes af sted med 2 guider ud på den kun 5 km lange tur, tur – retur. Det lyder tilforladeligt, men turen skal bringe os 700 meter yderligere op over havets overflade og Mads udregner hurtigt, at det betyder en kontinuerlig stigning på små 30%.
De to hunde, der slås om at komme tættest på Mads og hopper op og ned ad mig, er faktisk vores guider. De følger troligt med os hele vejen op og tilbage igen. Det gør de mange gange om dagen og de er da også i ret god form. Det samme kan man ikke sige om os. Efter snart 3 uger, hvor vi har brugt meget tid i en bil og på temmelig mange restauranter, er vi mildest talt ikke i form. Det tager os ca. 2 timer at tilbagelægge de 2,5 km til toppen. Undervejs hepper de to guider og vi må stoppe mange gange for at nyde den eminente udsigt.
Til sidst står vi der. Hele dalen udfolder sig for os under vores fødder. Mads bliver næsten dårlig, da han kigger ud over kanten, men bliver så glad igen, da han kommer til at tænke på, at Rasmus ligger sikkert hjemme i sin seng. Scenariet med Rasmus tæt på et lodret fald på ca. 200 meter er ikke helt til at ryste af sig, når man har det dårligt med afgrunde uden afskærmning.
I stedet nyder vi scenariet et par meter fra det lodrette dyb, mens vi føler os helt tæt på himlen. Fra vores plads øverst i hele verden kan vi se tågen kommende rullende op ad bjergsiden fra dalen på den anden side. Så er tiden kommet til at komme ned igen. Hele vejen ned har vi vores hunde løbende tæt på og det er lige før, det er svært at sige farvel, men de skal videre til næste job på farmen, så det bliver bare til et kort klap.
På nedstigningen mødte vi et par fra Bahia, som tipper os om seværdigheder i Manaus. Vi skal se MUSA (et museum om Amazonas), et teater, en markedsplads, to grene af Amazonfloden, der mødes i forskellige farver og meget mere. Vi husker det hele til om en uge.
Vi bæller en iskold øl, da vi når ned og så skal vi ellers hjem til Rasmus. Han har været på rundtur i byen og spist sig mæt i æg fra morgenmadsbuffeten. Det har været en dejlig dag, siger han og mener det helt sikkert. Han får et kæmpe kram af Mads, der ikke helt har fået billedet af grænsesøgende dreng sæt på en afgrund ud af hovedet.
Hotellet har poolbord, bordfodbold og meget andet godt, så aftenen går hurtigt. Vi skal til Rio i morgen, så vi nyder den sidste aften i alperne her i Visconde de Maua.