For første gang siden vi tog afsted må vi stille vækkeuret. Vi skal stå klar i Moab Adventure kl 8.00. Her møder vi vores guide Steffanie, som skal lede slagets gang ned ad Coloradofloden. Vi er alene i hendes båd, så der er frit slag om pladserne hvilket drengene benytter sig af. Allerforrest i båden og så afsted. Steffanie fortæller rigtig godt om strækningen vi skal tilbagelægge. En lille tur på kun 14 miles. Den inkluderer 6 rapids i kategorien 1 og 2. Det skal nok blive sjovt.

Vi stater stille ud og nyder bjergformationerne, mens Steffanie krydrer med eventyr og anakdoter. Hun er mormon og rejst vidt og bredt med sin missionærfamilien, så hun kan sagtens tale med om forskelle mellem USA og Europa. Hun sejler strækningen på floden hver dag, hvilket man godt kan se på hendes armmuskler og når hun har fri løber hun og klatrer. Hun skal dog snart giftes, for det skal man helst inden man er 25 og det fylder hun om kun tre uger. Rasmus kan godt forstå, hvad hun siger, for han rækker fem fingrer i vejret og siger at forskellen på de to kun er tyve år. Kom tilbage om et par år siger Steffanie og smiler, så Rasmus er lige ved at glemme de tre regler, der gælder når man rafter: fald ikke ud af båden, fald ikke ud af båden og fald ikke ud af båden.

Halvejs ned af floden spiser vi frokost og her hører Steffanie rygter om, at Utahs guvernør vil åbne nationalparkerne i morgen. Det lyder godt! Vi kan dog hverken få det be- eller afkræftet før vi er tilbage i Moab.

Videre ned ad floden og nu starter det fun stuff. Steffanie har luret, at vi er kommet for at opleve Coloradoflodens vilde sider, så hun styrer glad båden ind sidelæns i de frådende vivler af vand. Drengene når slet ikke at ænse, at de bliver opslugt af en kæmpebølge, mens Mads og jeg mageligt kører på fripas bagest i båden.

Og så må vi skifte tøj midt på floden, mens Steffanie diskret kigger den anden vej. Herefter insisterer drengene på at sidde bagest og så kan vi godt flytte frem i bussen. Steffanie lader Bertel og Rasmus sidde i styrestolen med de 2 kæmpe styreåre. Det er fedt og hun viser oven i købet, hvordan man kan få båden til at snurre rundt.

Vel hjemme igen, får vi lige smidt tøjet i tumbleren inden vi i hast begiver os ud til Arches, for at se om der er hold i rygterne. Der er flere, der har hørt det samme og vi bliver nummer ti i en begyndende kø foran indgangen. Klokken er tre om eftermiddagen og parken vil måske åbne kl. 17.00.

En halv time senere triller en rangerbil hen mod afspærringen og en mand stiger ud. Vi er nu godt 50 biler i kø og al samtale rundt om bilerne stilner af. Rangeren ved godt, hvad vi er kommet for og han vinker til alle med sin brune spejderhat. Folk, der står forrest i køen løber hen til ham, mens alle vi andre står helt åndeløse. Vil han 2 timer før officiel åbning fjerne trafikkeglerne og den store minestrimmel tværs over vejen. Det vil han og folk, der står derhenne hjælper ham, mens hele køen bryder ud i spontane klapsalver.

Vi kører ind som nummer ti efter 12 dages lukning. Det er en helt speciel oplevelse.

Fortsættes …