Vi sover længe næste morgen, – helt til klokken 9. Vi har heller ikke så meget på programmet andet end turen til Moab. Den er kort, men kommer alligevel til at tage lidt tid, da vi stopper halvejs i den grå ørken. Her spiser vi frokost og går på opdagelse på klippeformationer, som giver associationer til et mindre vulkanlandskab.

Drengene vender tilbage med kaktusser og forstenede sneglehuse og noget som måske er en meteor. Man kan ikke vide det, siger Bertel. Og så lytter jeg til min egen stemme, når jeg skal argumentere for, at man skal prøve at smage på nye madvarer. Man kan ikke vide om man kan lide det eller ej ; ) og vi kan heller ikke vide om det er en meteor eller ej. Det er kun morfar, der ved den slags, så stenen skal med hjem.

På vej til Moab læser vi på CNN på mobilen, at Obama holder salon om torsdagen. Det lyder lovende. Samtidig har de stater, som har nationalparker, som de største turistattraktioner, meldt ud, at de gerne afholder udgifterne til parkerne. Det gælder Arizona, Wyoming, Californien og Utah. Måske er vi heldige og får set Arches alligevel.

Vi triller ind på Canyonland lidt over middage til en opvarmet pool og med udsigt til at kunne vaske stort set alt textil om bord på camperen.

Inden vi dog kommer i gang med det, skal vi tjekke ind hos Moab Adventure, som har en tur parat til os i morgen ned ad Coloradofloden. Alt er ok og hos Lizzies Diner, bestiller vi is og pandekager, mens vi taler om whitewaterturen den efterfølgende dag.

Hjemme igen med meget fyldte maver, tager jeg tøjet med ned i vaskerummet. Der er helt rent og alle maskiner er linet op i hyggeligt lysegult rum. Der er ovenikøbet sat en lille bænk op, så de der venter på tøjet kan sidde ned. Og, bemærker jeg, som noget helt unikt, jeg eller før kun har set på hotelværelser, ligger der også en bibel, man kan fordrive tiden med. Hvor betænktsomt.