Troede aldrig den dag skulle, hvor jeg skulle høre, at Mads er en bedre chauffør end jeg, men det var så i dag.

Vi er kørt fra Cedar Breaks primitive (og vinterlukkede) campingplads og østpå til Bryce Cayon. Den er også lukket, men på kanten af parken ligger Rubys Inn. Den er på privat jord, så vi har her mulighed for at kigge ind i det forjættede land. Hos Rubys kan man tage turen til kløften på både hesteryg, i shuttelbus og på ATV. Med hjelm og briller gir vi dyret gas og suser afsted mod afgrunden ved Bryce Cayon. Mads og jeg har en ATV hver og har delt drengene ligeligt mellem os. Jeg føler, der er totalt styr på sagerne og svinger ATV’en godt rundt på stierne. Har smugkørt lidt hos en far til Bertels kammerat, så jeg er fuldstændig cool. Rasmus siger ikke noget, så den får hele armen. Han klamrer sig fast til sædet og får halvkvalt kvækket, at resten af turen skal tilbringes bag Mads. Så bytter vi rundt, mens jeg i tankerne er ved at flække en retrætetaktik sammen.

Ude på udsigtspunktet er det dog en vældig brav fyr, der møder mig med et smil på ansigtet. ”Hold kæft, du kører dårligt, mor”!

Vel hjemme, om end nogle med lidt flossede følelser, smider vi vores legemer i spaen. Også hos Rubys er det koldt om natten, så vi sætter pris på de varme dyk, når de findes på campingpladserne. Rasmus har i øvrigt helt smidt svømmevingerne nu. Skal dog ikke forveksles med evnen til at holde sig flydende.

Slutter dagen af med pizza og hotdogs bestilt hos en dame, som gætter på, at Mads stammer fra Irland. ”På grund af accenten”.

Søde Mads bliver helt perpleks over denne udmelding og sprutter lidt ”Thanks” til gengæld.