Bertel er på toilettet og halvt i søvne undrer han sig over, hvorfor vi skal bruge 8 toiletter til én dreng. Det er for meget. Stadig i søvne kører spørgsmålene i ring: Hvor mange toiletter har den mand i verden, der har flest toiletter? Jeg mener at have læst om 17 toiletter som det maximale, hvilket ikke bidrager til at spørgsmålene stopper: Ååhh mor, et helt hus af toiletter, hvor meget strøm bruger det? Vi bruger nemlig strøm, hver gang vandpumpen skal i gang, og drengene er helt med på at spare på både vand og strøm.

Vi er begyndt at gå efter statsparkerne i stedet for. De har også campingfaciliteter og skønt vi aldrig har hørt om dem, tilbyder de naturoplevelser, som for os fuldt opvejer det, vi må opgive i både Zion og Bryce.

Vi tager derfor til Valley of Fire. Dalen har sit navn efter sine røde klippeformationer og ligner for os en mellemting mellem et marslandskab og en cowboyfilm.

Frokost i de røde klipper med Rasmus og Bertel, er som at spise med et par bjerggeder. De får en sandwich i hånden og så ser vi ikke dem den næste time. Her er ikke bjørne, men hvert år dør der et par turister, som falder ned fra afsatser og klipper i Nationalparkerne, så de skal altid kunne se os. Det er reglen. Turen ind til Mouse Tank, som er et naturligt sted for opsamling af regnvand, tager et par timer, selvom der kun er en mile frem og tilbage. Vi skal se alle huler og skakter undervejs. Der har tilsyneladende boet en eneboer indtil for et par år siden. Så blev han hentet og kørt på en anstalt. Som parkrangeren fra statsparken siger, så var det for besværligt at have ham boende herude. Han lavede for meget ballade, når der kom turister.

Og sådan kan man få stof til eftertanke. Selv i USA kan der altså være grænser for, hvor meget frihed det enkelte individ kan få.

Mens vi spiser aftensmad på vores campground og solen går ned og farver klipperne lysende røde, hopper de små jordegern ind til os i camperen. De er vilde med rosiner og vil gerne tage dem direkte fra hånden. De er faktisk mere spændende end da vi så en bjørn. Og ligesom sidst vi rejste bliver vi mindet om, at det ikke nødvendigvis er i de store fysiske oplevelser, at fascinationen og mindet ligger gemt.

Det er rigtig godt at tænke på, når vi ved, at vi sandsynligvis ikke får set de imponerende buer i Arches.