D. 27. oktober

Morgenmad på terrassen, mens kolibrierne besøger sukkervandsautomaten med det lyserøde vand. Der går lang tid med bare at kigge, for vi er tæt på og de står helt stille i luften. Vi kan se deres sorte perleøjne, som holder øje med os.

I dag skal vi på ø-hop med en båd. 5 stop på 5 timer. Båden hedder Netuno I, men inden vi når dertil, skal vi lige købe simkort til en telefon. Vi er nødt til at kunne lave noget google translate, for der er vitterligt ingen, der taler engelsk. Mads får også lige proppet en badetrøje ned i kurven, inden vi storker afsted til havnen for at nå båden.

Det er 33 grader varmt denne formiddag kl. 10, så havbrisen bekommer os vel. Der ligger 65 øer af forskellig størrelser lige ud for fastlandet ved Paraty. Tilsammen har de omkring 300 strande med turkisblåt vand og gyldent sand. 

I 5 timer er vi skiftevis i vandet, på stranden eller på båden. Tiden flyver og vi lægger til kaj mætte af sol og vandaktiviteter.

Rasmus skal dog lige igennem gaderne med de fine hvide bygninger, for han er på udkig efter gode handler. Lige over for kirken finde han en fyr, der snor og former smykker i ståltråd og fyren er god. Han er også megasød, for han kan godt se, at Rasmus ikke kommer til at gå rundt med Jim Lyngvild-inspirerede kongesmykker, så han stikker ham en silhuet med ingen ringere end Kristus fra Rio stående på bjergtoppen. Den er fin og helt speciel, synes Rasmus. På den måde får Jesus alligevel en tur med hjem i håndbagagen, men dog i en rimelig størrelse. Der bliver også shoppet fingerringe og Rasmus falder for den store ring i guld med et skakbræt på. Bling-bling siger de gamle og er totalt åndsforladte… Men han gider alligevel godt spille UNO med os senere på aftenen, da vi sidder nede på en restaurant og venter på vores brasilianske bønner, ris og steaks.

28. oktober

Næste morgen bader vi for sidste gang i vores helt egne vandfald, inden vi vinker farvel til Lost Paradice og Martha. Det har været en hytte lige efter vores smag, men nu skal vi på roadtrip og tilbagelægge ca. 1500 km på 4 dage inden vi når Iguazú-vandfaldene på grænsen mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. 

Der er vejarbejde de første 150 km, så vi har god tid til at kigge på alle de mænd, der går og arbejder på vejen. En står med et flag og vinker folk frem. En anden viser med håndbevægelser om man skal speede op eller sænke farten. Vi kommer nok forbi over 150 mænd denne formiddag. De hygger, smiler og har god tid og så laver de den fineste vej. Det må alt andet lige være sjovere at være vejmand her end hjemme, bliver vi enige om. Omvendt har vi bemærket, at de starter før 8 og først har fri efter 17. Så vi tager en snak om arbejdsugen og om weekenden burde være opdelt og ligge henholdsvis lørdag og onsdag. Rasmus har læst, at så er det arbejdende folk mere effektivt og det kan man da kun være interesseret i som arbejdsgiver. Så må vi lige omkring fagforeningen og hejse et flag for det arbejdende folk, som også gerne skulle have et liv ved siden af og derfor har nogle andre krav til den gode arbejdsplads. Lidt træls at være barn af tillidsrepræsentanter omme på bagsædet, men han tager det nu pænt. 

Vi spiser frokost i Sao Sebastió på en hyggelig restaurant, hvor vi får Brasiliens bedste pasta. Så er det igen tid til at bade på Toque-toque stranden i det klare turkise vand, inden vi farter videre til Bertoga, hvor vi tjekker ind på et strandhotel lige til spisetid. I det kæmpestore supermarked finder vi en lille sushi-restaurant allerbagerst. Her forspiser vi os, mens vi kigger ind i grøntafdelingen på peberfrugter og søde kartofler. Livet er godt.