D. 24. oktober

Rikke kører os i lufthavnen kl. 4.15 mandag morgen. Vi flyver Billund – Paris – Rio og er fremme samme aften kl. 20.00. Bilen er lejet hjemmefra og vi har forberedt os så godt vi kunne. Der var dog ingen, der lige have nævnt, at man ikke taler engelsk i Brasilien. Vi er godt med på, at portugisisk er hovedsprog, men alle kan vel en lille smule engelsk? Não! Der er slet ikke hul igennem. I lufthavnen er der wifi, så damen i biludlejningen taster lange romaner ind på google translate til os. Vi finder bilen og trafikken er fin.

Vi kører igennem favelaer på begge sider ud til stranden tæt på Copacabana, hvor vi skal sove. Det er mørkt og tåget og selv om vi kigger godt efter, kan vi ikke se den store Kristusstatue. 

På vores Beach and Guesthouse, har de poolbord og Mads må se sig slået af Rasmus. Det hele ligger 50 meter fra stranden, hvor vi spiser morgenmad efterfulgt af en badetur. Vandet er varmt og vi kigger på surferfolket, mens vi pakker sammen. Brasilien er grønt, farverigt og dufter herligt af grillmad. Det står klart her fra morgenstunden. 

Sydpå ad snoede kystveje med destination Lost Paradice tæt på kystbyen Paraty kun afbrudt af badeture og frokost på en lille stranddiner. Uden wifi kan vi ikke bruge vores oversætter og så er der kun tegnsprog og en måneds undervisning på duolingo at falde tilbage på. Frango er kylling og obrigrada er tak.

Vi skal bo tre nætter i et lille skovchalét inde i regnskoven. Martha ejer de 4 huse og hun taler engelsk! Det var dejligt. Men bedst er det, at Martha har wifi i hytten. Rasmus falder om i sofaen og forsvinder ud på nettet. 

Klokken er 6.30. Det er morgen og et varmt lyst skær falder ind i vores lille regnskovschalét. Oppe på første sal, hvor Mads og jeg sover, kan vi kigge ud over regnskoven. Tæt på huset er der vandfald og “natural pools” mellem kæmpe sten og stammer, hvor man kan bade i timer og lege Tarzan eller alene i Regnskoven. Morgenbad, morgenmad (toast, rosti, omelet og frisk frugt, som Mads tryller frem) og så afsted til Paraty. Byen er fra 1600-tallet og nu på Unescos Verdensarvsliste. Den gamle del af handelsbyen står intakt og vi glider ned gennem gaderne i takt med at temperaturen stiger. Husene er hvidmalede, døre og vinduesåbninger er i nøje udvalgte farver: gule, blå, grønne eller røde. Det hele er virkelig flot og alligevel er det bare fedt, da der dukker et outdoorfitness op midt i det hele. Rasmus bænker med hjælp fra en kæmpe brasilianer, som har en højtaler med til træning. Og til tonerne fra Aerosmith træner Rasmus igennem med vægtstang med cementblokke for enden, mens han indkasserer et nik fra brasilianeren. 

På vejen tilbage kører vi gennem mange små byer med alskens butikker: Husholdningsgrej af støbejern, byggemarkeder med murede pejseindsatser, fuglebutikker med småfugle i bur og altså også en stenhugger, der sælger jesusfigurer. De findes i alle størrelser og mens vi kører forbi, peger Rasmus på den største. “Mon man kan tage Jesus med i håndbagagen?”, spørger han. Tanken om den 1 meter høje Jesus først på bagsædet af bilen og siden i flyet er bestemt værd at dvæle ved, så vi bruger de næste par kilometer på at tale om det. Vi vender dog ikke bilen, for at køre tilbage.

Aftensmad i mørket på terrassen, mens cikaderne synger og vandfaldene bruser i baggrunden. Åhh hvor er her dejligt i Brasilien.