Sammen med familien Kaab bliver vi kørt til Deiá øst for Port Sóller. De kommer fra Tyskland og han spørger omme fra forsædet Rasmus, om han selv har valgt at vandre med sin mor, eller om han blev tvunget. Rasmus mumler lidt, der kan tolkes i begge retninger og manden konkluderer: Both then, I presume 🙂
Vi går en kilometer ned til stranden fra Deiá og bader i en stenbugt, som så mange andre. Den er dog ikke lige så fantastisk som Sa Calobra. Strækningen går langs kysten tilbage og det er ikke for sarte sjæle. Flere gange står Rasmus med den ene fod ude over afgrunden, mens moren ryster på hovedet. Mads ville slet slet ikke kunne være med her.
Vi bevæger os op og igen er varmen en fast følgesvend. Det er smukt at se ud over havet og hver gang vi drejer om hjørner, er der nye udsigter. Så skal vi ind i landet igen, da kyststrækning de sidste 6 km er skredet. Vi vandrer ind over bjergene og ser på afstand Port Sóller fra oven. En smuk bugt med den charmerende strandpromenade og bådene, der ligger for anker. I dag taler vi om gaming, mens vi går. Bagefter udvikler vi på Rasmus kommende forretningskoncept. Han vil gerne i gang med egen forretning hurtigt. Han føler lidt, at hvis han ikke kommer i gang, mens han er ung (13 – 15 år), så bliver han for gammel. Så vi brainstormer på forskellige koncepter: computersamler, indkøb og salg af alskens ting og sager og endelig hemmelige opskrifter eller rådgivning om diverse emner.
Vi fejrer vores ankomst til Port Sóller med ginger/mintjuice og milkshake. Om eftermiddagen går vi langs havnen og kigger på butikker, spiser is og hygger.
Om aftenen spiser vi på El Sabor lige nede om hjørnet. Vi får tapas: crispy chicken, spicy meatballs, salmon tartar med mango og ham med avocado.
Hjemme på værelset med kaffe får jeg bank i Seatlers the cardgame af Rasmus, der overlegent fejer mig ud af spillet. Så pakker vi og gør klar til i morgen: sidste dag, som vi skal bruge i Palma.