Cuber Reservoir – Port Sóller

Morgenmad på Lluc.

Edith henter os og sætter os af ved et kæmpe ferskvandsreservoir ved navn Cuber. Hun fortæller at vandstanden er alt for lav i år på grund af den udeblivende regn. Vi og reservoiret, der leverer vand til nordøens beboere, befinder os i godt 800 meters højde. Herfra skal vi ned til Port Sóller. En tur på ca. 12 kilometer.

Vi går langs kanten i skygge, mens vi tager billeder af rosmarinen i store buske og nåletræerne, der dufter af citrus. Stort set hele nedturen foregår på sten, der ligger, som vi kender det fra pigstensbelægninger derhjemme. Det giver gode benmuskler at gå ned her. Vi skal hele tiden korrigere og passe på. Vi går langs det terrasserede landskab, som man har arbejdet ind i bjergsiderne, mens maurerne var bosiddende på øen. De tog fra øen i 1200-tallet, men øens oprindelige beboere havde allerede da set det smarte i den ingeniørkunst. Og det er hele vejen ned. Alle 900 højdemeter går vi på terrasser, der gennemskæres af vores pigstenssti. Vi går og taler om den arbejdsindsats, der ligger til grund for det landskab, vi nu bevæger os rundt i. Det er ufatteligt stort og så i den varme! Nogle steder er terrasserne brudt sammen, men vi kan se, at det løbende bliver vedligeholdt. Vi ser også mænd, der går og bygger. Sten på sten på sten, – og det er ikke små sten.

Et par kilometer før vi rammer Sóller, der ligger lidt inde i landet, kommer vi til en lille by, hvor vi stopper for en ispause. Inde i en lille bar/kiosk finder vi 2 skriggrønne limeis. Gammeldags skub-op is som er hvinende sure og meget forfriskende for 2 overkogte danskere. Læser senere i guidebogen, at man bedst kan hike i marts, april, maj og igen i september og oktober. Juni, juli og august er for varme 🙂

Og så er vi pludselig i kanten af Sóller. Ind gennem små gyder og gader og frem til katedralen på torvet, hvor Rasmus finder en ny variant af Monsterdrikken. En Iskaffe/espressovariant som han straks sender billeder af hjem til Daniel i Danmark. Daniel drikker kaffe og har lært Rasmus at lave iskaffe.

Tæt forbi hvor vi sidder, snor sporet sig for veterantoget ud til kysten. Vi skal med toget til Port Sóller og hopper ombord for 7 Euro pr. mand. Det er meget fint og vi sidder på træbænkene og ser haver, plantager og stenhuse glide forbi. Og så er vi fremme. På strandpromenaden ligger vores Marina Hotel med pool og strandmøbler lige ned til stranden. En rigtig badeby, hvor vandet næsten kommer helt op til husfacaderne og de små både ligger fortøjret henne i havnen 200 meter længere henne ad promenaden.

Vi slutter aftenen af på en smart bar med tapas og orangejuice. Rasmus synes, at rigtig juice presset på de modne appelsiner, der hænger på træerne lige for næsen af os, er alt for sød, men jeg kan tylle glas efter glas. Det er helt vidunderligt. Rasmus drikker bare Fanta.

Jeg får taget hul på at skrive dagbog og sortere billeder. Der er nok af gode billeder at tage af, når man har en amatørfotograf med på rejse.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *