Vi bliver her til morgen hentet af Paco i taxi foran klosteret.

Der er meget at se her på klosteret. Der er både basilikaen, en botanisk have, et museum og store parkarealer. Dertil kommer at både Miró og Gaudí har været forbi, hvorfor der stort set alle steder er enten statuer og malerier eller anden kunst iblandet den strenge bygningsorden. En helt igennem unik sammenblanding, som gensidigt gør gode ting for hinanden.

Morgenmaden var en glædelig overraskelse oven på aftensmåltidet og vi er nu klar til dagens udfordringer, som vi selv har valgt i dag. Vi tager nemlig til Sa Calobra, som godt nok ikke er på programmet, men vi vil hellere se den smukke stenstrand for enden af den berømte 12 kilometer lange snoede nedkørsel fra det inderste af Tramuntana bjergene.

Rasmus har sin nye hoppebold med, som han har købt i en automat ved klostercafeen. De har altså også den slags på hellige steder, selvom det er få nonner, vi ser rende rundt med hoppebolde.

Turen koster 100 Euro, hvor af Eurohike betaler de 80. Det gør de, fordi vi ikke kan komme med veterantog den sidste dag ned til Palma og fordi, vi alligevel skulle have været kørt et sted hen til start for vores tur i dag.

Vi ved godt nok ikke helt, hvad vi har købt ind på, da vi stiger ind i taxien, men vi bliver ikke skuffede. For enden af den vildt snoede, virkelig smukke nedkørsel, der er skabt af en italiensk ingeniørkunstner, ligger det turkise blå, blå hav. Blåt som det kun er i turistbrochurerne. Jeg har aldrig set noget lignende!

Vi svømmer og dykker og spiser masser af is.

Langs kysten går en lille kilometer lang sti, som skulle ende ud i en strand, der er endnu smukkere. Mon?

Vi skal igennem en mørk tunnel i bjerget ca. 200 meter af vejen inden bjerget åbner sig og åbenbarer en strand med runde hvide sten, der ligger skjult inde en dal. Landskabet er som taget ud af Jurassic Park filmene og jeg forventer halvt om halvt, at der kommer en spinosaurus frem af busken. To floder kommer inde fra midten af øen, den ene fra Lluc og den anden fra Cuber. Her inden stranden forenes de og løber ud i det klareste blå vand.

Det er en fornøjelse af en anden verden at svømme ud i havet. Det bliver hurtigt dybt. Da vi ligger ca. 100 meter fra stranden har vi ca. 15 meter vand under os og vi kan se bunden! Hver sten, hver fisk der er i havet under os, er helt tydelig.

Her bliver vi og leger, indtil vi skal tilbage og hentes af Paco. Rasmus bruger de sidste minutter på at springe på hovedet ud i havnebassinet efter sin hoppebold. 3. gang er den væk og vi skal hjem med Paco.

Hjem skal også alle de andre turister fra Tui, der kører i to store busser. De sidder fast i hårnålesvingene og Paco ryster på hovedet. Han er født på fastlandet, men har boet på øen siden han var 3. Nu er han gift med en kvinde fra Mallorca og har sit eget taxifirma. Han kører øen tynd hver dag. Ca. 600 km pr. dag.

Mens Paco vælter historier af sig på spansk og jeg prøver at følge med, er Rasmus faldet i søvn på bagsædet 😉

Hjemme på klosteret køber vi pølse, ost og tomater i den lille bod, der sælger lokale varer. Det bliver vores aftensmad.

Da klokken bliver 17.30 får de blå børn fri fra klosterskolen. De er på alder med Rasmus. “Hvad laver man egentlig, hvis man bor her?” spørger Rasmus. Svaret er det samme, som hvis man boede i Danmark, nærmere placeret på Ravnholtvej 164. Børnene deler sig i grupper. Nogle spiller basket længere inde i klostergården, andre leger med en hoppebold magen til den, Rasmus netop har købt, mens andre igen kigger på hinandens mobiltelefoner.

Vi går op på vores værelser og dejser om mætte af sol og vand. En helt igennem vidunderlig dag, som vi ikke kunne ønske bedre.