Inden vi skal afsted, skal vi lige have dejlig morgenmad. Kathy ”lopper” for Rasmus og laver hans yndlingsmorgenmad med æggene lige tilpas spejlede. Bertel sover, så ham lader vi være, indtil vi har fotosession foran autocamperen. Det er vigtigt at huske, når der nu går lang tid, inden vi forhåbentlig ser dem igen.

Gaven fra min mor til Kathy og Mark er allerede hængt op inde i stuen. Små platter med motiver fra Den 5-tårnede kirke i Kalundborg, Den Gamle By og H. C. Andersens hjem i Odense.

Vi vinker, til vi ikke kan se dem mere. Det er forunderligt, at en fjern sammenhæng i familie kan udvikles således, at vi i 2 dage har haft et hjem, en tiltrængt pause i rejselivet og kærlige menneskers interesse i et fremmed land. Jeg er meget taknemmelig!

Det er sensommer. Temperaturerne ligger på omkring 25 grader og solen skinner ind til os i camperen. Hvis de 2 fyre på bagsædet havde været på toppen, havde vi taget den op på Mount Maunganui ved Tauranga, men udsigten fra stranden alene er også noget værd. Det kunne næsten være Vesterhavet, men bølgerne her er skabt til surfere. De har en anden tyngde og rytme, inden de brydes. Vi kan næsten ikke trække Rasmus ind, da vi skal spise frokost.

GPS’en siger, at vi er hos Carla og Graeme kl. 17.00. Det er de sidste Laugesen-slægtninge, vi skal besøge denne gang. Vi kunne have kigget ind til mange flere, men sandet er ved at løbe ud og vores tur nærmer sig slutningen.

Sidst vi så Carla og Graeme, var på deres tur rundt i Danmark og Belgien i 2017. Det var det besøg, der fik vores kompas til at pege på New Zealand. ”Kom i marts”, sagde de. Nu er vi her halvandet år senere. De bor på Coromandel Peninsula og vi kan se, at det er et rigtigt kiwiland, vi er kommet til. Mads og jeg holder ind til siden for at undersøge de pagodeformede kiwiplantager. De tåler ingen vind, da de meget nemt bliver stødt. Derfor er der 10 meter højde læbælter. De er også hængt op, så de har mest muligt plads at gro på. Desværre er de først modne om 14 dage, ultimo marts, så de nedfaldskiwier Rasmus finder, er ikke klar.

Det er til gengæld blåbær, jordbær og hindbær. Langs vejkanten ligger boder med udbud af alle slags. En skiller sig ud: frisklavet is iblandet friske bær efter eget valg. I boden arbejder en meget sød pige, der topper op på isen til Rasmus. En medium bliver til en gigantisk isvaffel. Vi ser de friske bær blive hældt ned i en kværn, der laver den skønneste skovbæris ever!

Bertel sover hele vejen, indtil vi triller ind i indkørslen til et kæmpehus lige ned til vandet. Og der står 2 skønne mennesker klar til at gøre vores sidste dage i New Zealand uforglemmelige. Vi starter med drinks (tiltrængt!) og ost, for derefter at gå over til en mindeværdig BBQ-middag. Vi afslutter med en specialitet fra NZ: en Pavlova! (det skal jeg finde ud af at lave, når jeg kommer hjem). Drengene bor i deres egen lejlighed nedenunder, mens Mads og jeg residere ovenpå. Carla mener ikke, at vi skal bo i autocamperen. Hun mener heller ikke, at vi er helt rene, så vi bliver alle sammen smidt i bad og så i seng, så vi kan få sovet godt.

Vi falder i søvn i de blødeste senge. Sengen hælder ikke og der er ubeskrivelig god plads.