Vi forlader vores lille perle af en campsite for at køre de ca. 200 km til Picton. Vejret er igen med os. Det virker som om, at al den regn, der plejer at komme, venter til vi er vel ovre på Nordøen. I det hele taget er det tørt og temperaturen ligger på omkring 32 grader her til formiddag. Vi kommer gennem flere små nationalparker, som bestemt også ville være et besøg værd, hvis vi havde mere tid. Vi har på et af DOC’s utallige informationscentre læst, at DOC varetager drift, pleje og udvikling af 1/3 af New Zealands arealer. Det forklarer, at vi alle steder ser så ensartet og velkommunikeret skiltning til små stier, tracks og udsigtspunkter. Det forklarer også, at DOC har informationscentre alle steder og altid er klar med seneste vejrudsigt og gode råd om vandreruter. Alle centre har små udstillinger om lokalområdet, historiske temaer eller gennemgange af emner om invasive arter eller hvordan man i sit lokalområde kan bekæmpe alt fra hvepse til giftige alger.
Vi stopper ind på Nelson DOC informationscenter og kigger på billeder fra 1840’erne, hvor de første europæere begynder at finde vej til sydøen. Det er ca. 20 år før man finder guld og vejene i området er ikke-eksisterende. Alligevel er der billeder af familier med mange børn i små skure og oksespand foran små vogne. Noget af et skifte i forhold til vores vilkår her godt 170 senere, hvor vi bare triller vores lille familie rundt i en lækker autocamper med bad, el-kedel, ovn og air-condition.
I Nelson National Park kører vi ned til søen og stopper for at bade i det krystalklare ferskvand. Efter vi havde hørt Zak på Frans Josef Gletsjeren fortælle om mængden af ferskvand, der er ophobet i gletsjere verden over, gik vi tilbage og læste mere om det, for det lød næsten for vildt til at være sandt. Det viser sig, at kun ca. 3% af alt vand på jorden er ferskvand og af det, at ca. 80% lagret i sne og is. Resten er i jorden, søer, floder og skyer. Efterhånden som de oplysninger er sivet ind, virker det som en helt mærkelig form for luksus at bade i den klare sø, hvor vi også kan drikke vandet. Drengene svømmer ud til en platform og så ser vi ikke dem i lang tid.
Det nordlige territorium af Sydøen er vinland. Mark efter mark arbejder vi os op til Picton og pludselig svinger Mads ind til højre. Nu skal vi sgu’ smage vin. Drengene melder hus forbi og camper udenfor med en cola, mens vi bænker os under grønne vinranker og smager på Pinot Noir fra Huset FROMM. Der ryger også lige en osteanretning ned, inden vi er klar ude hos drengene igen. ”Smagte det godt?”, spørger de? – og det gjorde det, men ikke nok til at vi ville betale 625NZD i omkostninger for at få et par flasker skibet til Danmark.
I Picton er der god plads i en grøn skovlund lige uden for byen. Bonus for drengene er poolen, som de tilsyneladende har helt for sig selv. Vi vil gerne ned at se lystbådehavnen og ender nede hos Jolly Roger, en hyggelig havnerestaurant, hvor Rasmus og jeg endelig smager en ”Battered Butterfish”. Ikke dårligt! Vi nåede desværre at spise det meste af den, inden jeg fik taget et billede, men vi tager i hvert fald afsked med Sydøen med manér.
