Vi har parkeret Ib bag det store supermarked New World og begiver os ud i byen på jagt efter jadebutikker, værksteder og lignende. Vi skal høre historien om jade. Jade findes kun på sydøen og tilhøre jævnfør New Zealandsk lov maorifolket.
Jaden er traditionelt set blevet brugt til at fremstille værktøj, smykker og våben, hvilket i sig selv er ret imponerende, da jade er et meget hårdt mineral. Man bruger fx diamantbor og -save i bearbejdningsprocesserne.
Maorifolket har et meget tæt forhold til stenen og flere af de smykker, vi kigger på i dag har ekstra betegnelser på maori:
- Inanga – Very pale green
- Kahurangi – Garment of Heaven, bright freen with light streaks resembling rolling clouds
- Kako- Tea – Dark green with black spots
- Kawa-KAwa – Similar to the leaves of the pepper tree
På mange måder ligesom grønlændernes mange ord for sne, som bliver noget forfladiget af direkte oversættelse.
Rasmus og Mads går i værkstedet, hvor Rasmus i løbet af ca. 3 timer frembringer sin egen jadekiwi under kyndig vejledning af en garvet jadesliber.
Bertel og jeg indkøber en flot jadering til mig og en superflot Toki til Bertel. Tokien repræsenterer styrke, mod og selvindsigt. Noget jeg må trække ret meget på, da jeg går fra et flot og alt for dyrt jadearmbånd i butikken.
Isen i Sweet Alice rundt om hjørnet er superlækker og hjemmelavet, så der slår Bertel og jeg os ned, mens vi venter på Rasmus og Mads.
Frokosten indtages om bord på det gamle skibsvrag ved Hokitikas bynære strand inden vi forsætter mod Greymouth.
Vi runder Shantytown, men har allesammen mere lyst til en frisk dukkert ved stranden, så vi forsætter ud til kystbyen Greymouth og finde en dejlig gratis DOC overnatningsspot på stranden med det fine navn Coven Aromahana Lagoon.
Vi er de eneste i vandet og verden næsten. Det er blevet varmt igen og blæsten her ved kysten er frisk. Det er næsten som ved Vesterhavet på en varm sommerdag.
Drengene og jeg kigger efter jade, men ender med flotte quarts- og sandsten til et spil kalaha. Det har været en dejlig dag igen igen. Nu skal vi bare lige finde ud af, hvad vi skal i morgen. Det gør vi, når Bertel og Rasmus er kommet i seng om aftenen, mens vi drikker et glas New Zealandsk rødvin. Så går det bedst.