Nak orkerne mor!

Det er rigtig koldt her til morgen ved søen og vi sætter varme på. Ingen er klar til morgenbadning.

Tømning af Ib:

  • næsten som i gamle dage på spejderlejr. Lortespanden trækkes ud og skal tømmes ned i en affaldsskakt. Den vejer godt til og man skal ikke ryste på hånden!
  • greywater (spildevand) tømmes fra tank med slange
  • til sidste fylder vi vand på

Så er vi klar til at køre mod Wanaka. Turen sydpå over Lindis Pass er smuk og bjergenes kurvede landskaber er blødt gyldne. Vi passerer lavendelmarker, cypresallér og endnu flere får. På vejen kan vi se 300 – 400 meter lange vandingssystemer på hjul, der langsomt kører hen over markerne. Fårene følger efter og bliver åbenbart vandet samtidigt med at markerne får vand.

Wanaka er Queenstows lillebror, og har en hyggelig atmosfære med caféer og butikker med alt det nyeste outdoorgear. Langs søbredden er der diverse adventure-muligheder, men det drengene og vi falder for, er noget så almindeligt som en fælles Virtual Reality oplevelse. Vi er koblet på hver sin maskine på en platform. Hænder, fødder og hoved er registreret, og med et er vi alle forbundet i en gammel ruin. Ud af øjenkrogen ser jeg Rasmus, Bertel og Mads i hvert sit tårn, bevæbnet med bue og pil.

Meget passende, nu da vi er i Ringenes Herre regionerne, vælter det ind med orker på fortet. Drager flyver over vores hoveder og vi er i vild kamp. I en halv time kæmper vi voldsomt. Undervejs dør både Rasmus og jeg af en økse, kastet af en ork, men heldigvis er vi med igen i næste runde. Aldrig har jeg skudt med større koncentration og ihærdighed. Orkerne falder som fluer og da de andre 3 er døde og jeg kæmper sidste kvinde mod horderne, inden ruinen falder i fjendens hænder, kan jeg hører ungerne heppe: Kom så mor! Nak dem!

So ein ding muss ich auch haben. Den koster kun 13.000 NZD for hjemmeversionen. Desværre skal vi have 4 af slagsen, hvis vi skal spille sammen. Ak!

Vi spiser på The Cow. Stedet hvor John King havde sin ko græssende, så han kunne få mælk til sine 12 børn tilbage i 1940. De laver god pizza. Slutter hjemme hos IB med godnathistorier om Snuden, kaffe og regnen trommende på taget.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *