Vi skulle have været ude ved Skildpaddeøen og snorkle i dag, men da vi vågner, er det regnvejr og helt skyet, så det bliver ikke i dag. I stedet ruller vi os sammen igen og sover længe. Det er også i dag, at Bertel tager hul på at skrive dagbog. Den skal være spændende og medrivende! ”-men det er KUN mig selv, der må læse i den”, siger Bertel og forsvinder bag sin computer i halvanden time. Rasmus skal også skrive dagbog, for begge drenge har lovet hjemme i klasserne at fremvise et powerpoint, når de vender hjem.
Så der er stille. Jeg har fundet en dansk krimi i byttehylden nede i baren og er helt væk i mord nord for København. Mads vasker tøj og ordner. Jeg vasker også lidt tøj.
Om eftermiddagen tuller vi langs kysten for at se, hvad regnvejret og blæsten har ført med sig. Vi vil også gerne snorkle på andre strande. Hele vejen ud til spidsen af øen ligger nattens indblæste plasticaffald. Det er bare trist! Der er så meget! Men de er i gang i det små. Ikke med at rydde op, men med at undervise i skolerne og uddanne folk i affaldssortering og genanvendelse. Fx har øen et opsamlingsprogram og de har også haft workshops og kurser for kvinder, hvor undervisningen består i at producere skåle, flettede tasker og lignende af affaldet. Vores eget resort er også igang. De har glassugerør og indkøb af specielle former for opskyllet plast. Vi får snorklet en smule, men mest talt om affald.
Mads har de seneste par dage været udfordret af sit prægtige vikingeskæg, når vi snorkler. Masken holder ikke tæt ved skægget, og igen og igen er han oppe ved overfladen for at hælde vandet ud ad masken. Her til eftermiddag kan man se min mand spankulerende rundt på resortet iført en skægmode, jeg ikke tidligere har set båret andre steder. Målet er at minimere skægget lige akkurat tilpas meget til at masken er fri. Det virker og Mads tilbringer nu mere tid under vandet end over. Det er vi alle glade for.
Her til aften er vi steget over til naboen på Via Vacare for at prøve aftensmaden der. Ejeren er født i Indonesien, men har boet hele sit liv i Holland. For 12 siden var hun den første til at bygge et primitivt yogaretreat på Gili Gede; – og Via Vacara ligger også ualmindeligt smukt.
Her spiser alle gæsterne sammen ved et lille langbord sammen med værten. Måltidet er anrettet som en buffet med gode indonesiske retter. Vi sidder således sammen med 2 andre gæster fra Holland, mens snakken går på kryds og tværs, for både de andre gæster og værten er gode til få Bertel og Rasmus med i samtalerne.
Vi når omkring mange emner, heriblandt fodbold of course. Søren Lerby og Frank Arnesen spillede for Ajax og så videre omkring Amsterdam, affald og gode strande på Lombok. Rasmus og Bertel er med hele vejen og aftenen slutter af med korttrick og beatboxing. Det hele udført af Butbo på 19, der er tjener på Via Vacara. Ungerne er solgt og vi med for den sags skyld. Hvis man skal til Lombok, nærmere betegnet Gili Gede i nærmeste fremtid, skal man overveje at bo på Via Vacara. Ingen elektricitet, koldt vand i bruseren og toilettet er uden skyld, men fællesspisningen, hyggen, hytterne og området ned til stranden er vidunderligt og damen fra Holland er den gode stemning selv.
Nå ja, – ikke at forglemme: Vi får frø med fra desserten, som var Jack Fruit, så vi (Rasmus) kan så egne træer derhjemme. Vi overvejer også tamarin(d)en ; )
Endnu en dejlig dag.
