Dagbogen er desværre fra dette tidspunkt gået tabt, så resten er en rekonstruktion foretaget 10 år efter.
Denne dag har vi guide med, som tager os ud til række seværdigheder. Vi starter på en insekt- og firbensfarm, hvor vi spiser friturestegte fårekyllinger med chili. Rasmus udfordrer Mads til at smage. Herefter tager vi hen til et tempel med kæmpe Buddhastatue i blåt. På græsplænen uden foran templet møder vi en lille dreng, der følger med os rundt og leger med drengene. Fra templet går vi ned og ser et kæmpe vandfald. Bertel og jeg går helt ind bag ved vandtæppet.
Næste stop er et silkespinderi, hvor vi ser de fine hvide silkeormepupper blive til spundet til silketråd og derpå vævet til stofbaner. Ormene bliver dræbt i et syrebad og vi får lov at se inden i en puppe, hvor den døde orm ligger. Bertel får 3 styks med hjem. Inden frokost når vi også omkring et ”Babapappahus” som er bygget i flere etager, farver, materialer og organiske former.
Endelig slipper vi guiden og bruger eftermiddagen i en park, hvor buske og indretning er inspireret af Disneyfilm. Vi ser blandt andet en stor busk klippet som tepotten fra Alice i Eventyrland.
Om aftenen ser vi fra vores værelse et noget underligt ritual nede på gaden. En mand har købt en ny bus og den skal indvies af både munke og gæster. Der er bragt mad frem til bussen og i det hele taget er ca. 50 gæster med i festivitassen, der er indhyllet i røgelse og fakkelskær. Vi krydser også fingrer for at bussen får et langt liv.