25. november 2022 forsat…
Efter vores meget imødesete ankomst til Ilha Grande spiser vi store franske pandekager med fyld om aftenen. Selv om vores søde, unge tjener ikke kan engelsk, er vi ikke i tvivl, da hun på spansk/portugisisk formulerer, at Rasmus er en meget sød, ung mand. Han bliver helt forvirret, da hun sender ham lange blikke og selv om vi ikke skriger af grin, så er det godt nok sjovt alligevel.
26. november 2022
Vejrudsigten siger regn, regn og 17 grader. Vi vågner om morgenen til lyden af tunge dråber på taget af vores lille hytte. Vi har 2 små værelser i et lille chalet på Pousada Mata Nativa. Rasmus har for første gang på rejsen egen dobbeltseng og kan lukke døren for stenalderfolket, men det gør han ikke her til formiddag, for vi skal ud at snorkle. Raul sejler os ud til Lagoa Azul, men inden vi kan komme afsted, skal vi lige sejle ud til Noahs båd, for at tanke is til køleboksen. Noah har en kummefryser på sin båd og sælger spande med is til sådan nogle som os.
I Den Blå Lagune ser vi på koreller og fisk. Solen kom faktisk frem, da båden sejlede ud fra stranden, men nu får skyerne atter overtaget på himlen, da vi sejler hjem. Da det er fodbolddag, gør det ikke noget. Hjemme i hovedbyen Abraão, stryger vi ind på en café og ser kampen. Vi er i højt humør, da det står 1 – 1. Det samme er resten af gæsterne, for det er sjovt, når der er nogen tilstede fra de spillende lande. Desværre finde franske Mbakke vej gennem det danske forsvar og kampen ender 2- 1 til Frankrig.
I Abraão og på hele Ilha Grande for den sags skyld, er der ikke biler. Gaderne er hyggelige, små passager med mange forskellige spisesteder og butikker. Der er masser af unge mennesker, men også mange familier og og grupperejsende. Her er på ingen måde fyldt, og stemningen er afslappet og livlig (hvilket her ikke er et modsætningsforhold).
Vi sidder på terrassen om aftenen og drikker G&T, mens jeg skriver dagbog.
27. november 2022
Næste morgen er samme historie. Jeg pakker en varm trøje og 3 regnfrakker, for selv om vi skal ned på den sydlige strand og surfe, kan det godt blive koldt at sidde i regnvejr på stranden og se på Rasmus surfe. Da vi sejler fra stranden kommer solen frem og brænder hurtigt igennem. Rasmus har lejet et surfboard i byen og vi går i land et kvarter senere. Herfra skal vi krydse øen til fods på det smalleste sted. Det er en op- og nedtur på ca. 20 minutter. Da vi kommer ud af regnskoven, står vi over for 3 kilometer bountystrand. Himlen er blå med små snehvide skyer, i horisonten ligger andre tropiske paradisøer og krystalklart, cyanfarvet vand skyller ind mod stranden. Vi ved godt, at Lopes Mendes skulle være en flot strand, men dette er selve indbegrebet af en tropisk strand med hvidt stand, palmer langs kanten og vand, der ikke bare er photoshoppet i flotte farver, men har den helt rigtige kølige, klare blågrønne farve for real. Wow!
Rasmus går på med krum hals og i 3 timer prøver han, indtil han endelig kommer op at stå. Han har set en youtube-video og prøvet en gang på Lombok for 3 år siden. Det er sjovt, men solen brænder hårdt, så vi vender snuden hjem kl. 16.00. Vi når en hurtig frokost med hvidløgsstegte pil-selv-rejer på en flydende restaurant med koraller på siden, inden vi skal med båden. Min fod kommer i klemme mellem båden og broen. Turen hjem foregår i armene på Mads, der er den bedste sygeplejeske, når det gælder. Han henter is og stabler mig op i sengen, og så tager han Rasmus med på burgerbar. Foden falder ikke af som forventet, men bliver stik imod forventning siddende. Vi er klar til vores sidste hele dag i Brasilien i morgen, men det bliver nok hverken surf- eller vandreture, der er på programmet. I øvrigt er der også fodboldkamp mellem Brasilien og Schweiz, så alle ture på øen er indstillet. Alt vel, – ingen grund til bekymring.
