24. november 2022
I dag skal vi på MUSA (Museu da Amazônia). Museet ligger på en kvadratkilometer af et fredet statsejet område, der grænser helt op til Manaus. Byen med sine to millioner indbyggere ligger som en ø den gigantiske regnskov, så skellet mellem by og regnskov er markant. Her er engelske guider og formidling om både dyr, planter og de mange forskellige stammer, der stadig bor i Brasiliens regnskov. Inden europæerne rykkede ind, boede der estimeret 6 millioner mennesker i Amazonas. I dag er der cirka 300.000 mennesker tilbage, af det man betegner som det oprindelige folk, der fortsat lever i stammesamfund i regnskoven. En relativ ny lov fra 1988 fastsætter deres ret til at tale eget sprog (over 200 forskellige), leve i udpegede områder og på oprindelig vis. De er fortsat udsat for vold, diskriminering og sygdomme bragt til dem af civiliserede samfund fra ranches, sojafarme og skovdrift.
Midt i MUSAs regnskovsområde, stiger vi 40 meter op i et kæmpe trappetårn. Her over trætoppene er der udsyn. På den ene side ligger Manaus med skyskraberne. På den anden ser vi regnskov så langt øjet rækker. Vi kikker ud over mere end 1200 arter af træer, som hver især har tilknyttet insekter, dyr og svampe, der er afhængige af netop dette træ som fødekilde eller levested.
Midt på stien med hævede ben som advarsel møder vi en stor fugleedderkoppehan. Hannerne vandre rundt. Hunnerne er stationære og gemmer sig huler og huller. Det fortæller en MUSAmedarbejder, da vi senere er på besøg i edderkoppehuset. Vi går rundt mellem tilsyneladende tomme terrarier noget skuffede over de manglede dyr. Heldigvis møder vi ovennævnte medarbejder, og på flydende engelsk formidler han om dyrene, mens han retter lommelygte og UV-lys mod de små stykker regnskov bag glasset.
Nu dukker de selvlysende skorpioner, de helt store fugleedderkopper og de giftige stankelbensedderkopper frem. Nogle har haler, andre hvepsetaljer og på fine diagrammer, viser vores nye gode ven, hvordan de alle er i familie. 5 stjerner til MUSA!
Det var spændende at opleve, men nu skal vi hjem og have en dukkert og så videre ind til byen, inden alting går i stå. Brasilien spiller mod Serbien, og landet er nærmest lukket ned. Alle butikkerne, vi så i går, har nedrullede persienner. Vi søger med havnen, hvor der er linet op med storskærm og fest. Festen er dog hurtig overstået, for storskærmen strækker. Vi udvandrer til en lille sportscafé sammen med alle andre. Det er ikke til at opdrive stole i caféen, men rundt om hjørnet holder en enkelt butik stadig åben. De sælger potter og pander, papir og poser og vil også gerne sælge mig de stole, de selv sidder på. Der er heller ikke andre kunder, for gaderne er lagt øde hen. Tilbage i caféen er stemningen høj og taget letter, da Brasilien scorer først det ene og senere det andet mål. Vi er med i festen. Mads skåler med manden ved nabobordet, som dunker Rasmus i ryggen.
Hjem og få noget at spise inden vi skal i seng. I nat flyver vi tilbage til Rio, hvorfra vi skal videre til Ilha Grande. Brasiliens Hawaii og tropiske paradis bliver sidste stop på vores skønne rejse.
