D. 17. november

Mens det sikkert er begyndende vintervejr i Danmark, nyder vi det kystnære klima med 30 grader og blå himmel. Vasketøjet tørrer i den varme vind, mens vi får morgenmad på den skyggefulde terrasse 2 etager over. Her til morgen øver musikskolen “Stand by me”. Vi har under hele vores besøg nydt godt af, at vi i umiddelbar nærhed af vores lejlighed har en musikskole. Det er primært klaverelever og de er bare dygtige.

Rasmus har ikke fået nok af de vilde bølger endnu, så vi tager til Ipanema for at bade. I dag ligger vi i den anden ende af den 4 km lange strand. Det er her surferne holder til, – og bølgerne er derefter. Selvom Rasmus ikke har et surfbræt, kaster han sig ud i de halsbrækkende bølger. De kan godt være 3 – 4 meter høje og når de brydes ind mod stranden, skal man holde hovedet koldt. Det er Vesterhavet x 3, når bølgerne går højt. Det værste er suget ud i havet, når de store bølger trækker sig tilbage. Rasmus søløver sig rundt i bølgerne i et par timer, inden Mads synes, at nu er det nok. Dels fordi livredderne sætter det røde flag ud og dels fordi vi har en date. Rasmus må overgive sig og vi krydser den brede strandboulevard og spiser en hurtig frokost, inden vi har vores vigtige møde.

Manden vi skal se, er 30 meter høj og godt 90 år gammel. Han står på det 710 meter høje bjerg Corcovado og er et af verdens 7 nye vidundere. Turen op ad bjerget tager vi Trem do Corcovado, verdens 3 ældste kabelbane. Vi kører gennem tæt skov i ca. 20 minutter og så er oppe på toppen. 

Hele formiddagen har det været skyet oppe på bjerget og vi har fulgt skyerne, mens vi lå på stranden. Nu er himlen klar og solen stråler lige ned på både os og Cristo. Wow! Både udsigten over Rios bydele, der breder sig ud under os og selve monumentet er bjergtagende. Vores fotos er utilstrækkelige, men lidt er sagen uvedkommende. Oplevelsen er fantastisk. 

Tiden er heldigvis til at man kan tage en middagslur, når man sådan er ude at rejse i lang tid, så over på oplevelsen med Cristo, tager vi hjem og lurer i vores kølige lejlighed.

Mads har fundet en bar, hvor vi kan høre samba. Efter aftensmad på en hyggelig restaurant med træer og stjerner som loft, tøffer vi ned gennem gaderne og finder det fine sted. Her er samba for alle pengene og stemningen er bare god og festlig. Her kan alle danse: unge som gamle, folk i sportstøj side om side med folk i flotte rober. Alle synger med og vi kan bare være misundelige over, at vi ikke kan svinge kroppen eller kender sambateksterne. Så vi sidder i hjørnet og gynger som to hvide asparges, – Rasmus er tjekket ud og hjem. Vi var for pinlige, da vi skulle i byen for at høre musik.

Sidste aften i Rio, – og vi slutter på toppen. Sambaen følger os hjem gennem gaderne og vi er klar til at tage videre.