15. og 16. november

Åh at sove længe, for nætterne er lange her i Rio. Der er fest og musik til langt ud på natten. Til gengæld er alle stille om morgenen, undtaget de mange fugle, der bor i de store gamle træer, der vokser overalt i sprækker, mellemrum, kanter og mellem fliser. Det grønne vælter op ad jorden, – og det får det lov til. Det skaber en svalende grøn og frodig by, som sammen med generelt mislighold af bygninger, er vældig charmerende.

Vi turnerer i vores kvarter i dag. Parque das Ruinas er lukket. Det er Republikkens Dag og byen er temmelig lukket. Det finder vi først ud af senere, så vi fortsætter og kan ikke helt forstå, hvorfor der er så mange folk i gaderne i dag. Det er indbyggerne i Rio, kaldet Cariocas, der er ude og turnere ligesom os. 

Heldigvis er næste stop aldrig lukket. Det er den fantastiske trappe Escadaria Selarón, Selaróns Trin, der ligger i kvarteret Lapa nær centrum i Rio. Trappen er verdensberømt og skabt af chileneren Jorge Selarón, som en hyldest til det brasilianske folk. Selarón brugte over 20 år på at dekorere trappen og har også sat sit præg gennem mosaikker og vægmalerier i resten af kvarteret. Der er et mylder uden lige på den smukke lange trappe.

Den sidste sporvogn der kører i byen, O Bonde, kører fra os fuld af glade af mennesker, så vi tager en taxi tilbage til Santa Teresa ned på pladsen Largo dos Guimarães. Her sætter vi os ind og lytter til bandet, der spiller bossa, mens vi får en kold øl, is og kage. Vi går hjem i regnen, men det gør ikke noget. Der er 30 grader.

Vi vender tilbage til samme plads samme aften, men i naborestauranten. Her får vi turens bedste mojito so far.

Onsdag er museumsdag og vi har nøje udvalgt Museu do Amanhã. På dansk er min egen oversættelse Morgendagens Museum. Den smukke bygning er designet af den spanske arkitekt Santiago Calatrava. Museet er dedikeret til skabelsen af ​​universet og menneskehedens fremtid, – og det er helt vildt! Derfor er det heller ikke tilfældigt, at taget er udstyret med ca. 5000 solcelleanlæg, der giver de bevægelige tagpaneler mulighed for at orientere sig efter solen. Bygningens aircondition fungerer ved hjælp af vand fra bugten, der cirkulerer gennem store kanaler i huset. 

Vi kommer både gennem spil om fremtiden, ubeskriveligt smukke vindskulpturer og inviterende, spændende, interaktive udstillingsmontre, som sagligt og lettilgængeligt tager os igennem de fire store temaer i museet: Kosmos, Jorden, Antropocæn og “Space of Tomorrow”. Uden tvivl et af de bedste videnskabelige museer, jeg nogensinde har været på.

Ude i fri luft igen ser vi på kunst på byens vægge og gavle. Der er meget få ledige flader, som ikke enten er vokset til i planter eller har en form for udsmykning.

Efter lidt ventetid, som går hurtigt, når man spiller kort, hopper vi ombord på den gamle sporvogn, hvor der i dag er færre om buddet og kører med så langt vi kan. Den snor sig op gennem stejle gader og vi kommer godt rundt i både Lapa og Santa Teresa. På de andre skråninger ligger favelaerne i tætte klynger.

Hjemme igen er det blevet tid til G&T på terrassen og vi kan også lige nå at forstyrre Leif og Carin midt i damernes håndboldkamp mod Norge. Bertel giver et ring fra efterskolen og således kan vi på den familiære front nyde aftenen med ro i sindet, selvom udstillingen på museet om menneskehedens udfordringer på andre planer bestemt vækker til eftertanke.