D. 3. og 4. november
Vi siger farvel til Ramona, som giver håndkys og beder os huske Argentina i vores hjerter. En noget anden udmelding kommer fra en meget vred bilist, da vi kommer til at snyde ind i den timelange kø ved Argentinas grænse. Stakkels Mads er parat til at vende bilen og køre om bagest, men vi spiller alligevel “dum turist” kortet og bliver i køen. Mit meget begrænsede portugisiske ordforråd kan ikke klare bilistens gloser, men det handler i hvert fald ikke om håndkys. Manden må give op og vi får vores sidste stempel i passet på vej ind til Brasilien.
De næste to dage skal vi køre ca. 800 km nordvest mod Bonito i regionen Pantanal. Området ligger i hjertet af Sydamerika og er verdens største vådområde. Det er ca. 20 gange større end Everglades i Florida eller blot 5 gange større end Danmark. Halvdelen ligger i Bolivia og Paraguay, mens resten ligger i Brasilien i staterne Mato Grosso og Mato Grosso do Sul. Der er langt mellem byerne og få hovedveje, så vi er virkelig spændte på at se området. Dele af Pantanal er statsejet og udlagt som naturparker, men størstedelen er privatejet. Staten kompenserer lodsejerne økonomisk, så der ikke drives intensivt landbrug (soja) eller græsning med kvæg over det hele.
Vi spiser frokost i en bypark og sover i den meget fastplanlagte by Naviraí på et lyserødt hotel. Mads og jeg hopper ud og får en øl, mens Rasmus slapper af efter seks timers kørsel på værelset med wifi.
På vejen igen er vi nu for alvor kommet ind i sojaland. Flader, så store at det synes uvirkeligt, er enten i nypløjede med okkernuancer, svagt spirende i sprødgrønt eller brune stubbe med et vissent udtryk. Med flere kilometers mellemrum ligger silofabrikker, som ligeledes slår alt i størrelse, jeg nogensinde har set på dansk jord. Jeg kan nok bedst sammenligne det i størrelse med den store bunker i Hamburg på Feldstrasse, som kunne rumme 30.000 mennesker. Hver fabrik har op til 6 af den størrelse!
Det er en kæmpe oplevelse at køre i landskabet og vejene er gode. Der skal jo også noget til at kunne transportere al den soja og vi ser næsten kun lastbiler på vejene.
Rasmus tegner kubistiske mænd og damer på bagsædet og så er vi fremme. Bonito er økoturismens hovedstad i Pantanal. Byen ligger på en undergrund af kalk, hvilket sammen med andre geologiske sammensætninger gør, at vandet i floder og søer er usædvanligt klart. Det bliver spændende at dykke ned i.
Vi bor atter på et lyserødt hotel og eftermiddagen går med brætspil i skyggen. Vi spiser aftensmad på Bonitas hyggeligste restaurant Juanita. Mads og jeg går ombord i spareribs, mens Rasmus nyder en særlig god gang pasta med olie og hvidløg.
