Vi bliver forkælet igen. Morgenmaden springer alle rammer, for Carla vil være sikker på, at vi ikke løber tør for energi i dag. Vi har lånt deres 2 kajakker og sammen med naboens 2, tager vi alle 4 på langtur ud i bugten ud for Whangamata. Igen er er vi heldige. Vind og vejr arter sig, så vi har optimale betingelser for vores eventyr. Det bliver til 4 timer på havet, frokost i en lille vig, badeture og gode grin. Det er jo ikke fordi, vi har stor erfaring i kajakdisciplinen, så nogle har brug for til hjælp og opmuntring, andre har brug for kortere eller længere pagajer. Igennem det hele, er Rasmus klar med kamera. Når jeg kigger billederne igennem, er de næsten et koncentrat af vores tur denne gang. Alt er klappet, alt er gået godt, ingen uheld, unikke øjeblikke og oplevelser er faldet ned i skødet på os. En dreng er vokset på alle måder siden sidste familierejse, mens en anden stadig hygger sig med at være lidt mindre.
Da vi kommer ind fra havet, står Carla klar ved udmundingen af indsejlingen til havnen. Hun vinker til os og vi sejler tilbage til huset, mens hun går og Rasmus svømmer.
Mads og jeg rengør kajakkerne og bærer dem tilbage til naboerne sammen med 6 øl. Imens har drengene leget nede ved vandet. På et tidspunkt beslutter de, at de vil gå ned og springe ud fra en lille mole. Graeme er derfor fuldt efter. Nu er de tre på vej hjem og de taler hyggeligt sammen. Rasmus og Bertel har helt fint fundet ud af, hvordan man har gode samtaler på engelsk.
På terrassen slutter vi af med blåbærmuffins, gingerbear og juice. – og så skal vi huske familiebillederne igen.
Carla og Graeme har 4 døtre på min alder og inden vi kører, aftaler vi, at vi selvfølgelig skal ses igen på en eller anden måde. Vi vil i hvert fald gerne tage imod i Danmark, hvis nogens vej falder forbi Testrup en gang i fremtiden.
Graeme vinker os farvel med ordene: ”hvis man planlægger det, så sker det”. Og han har jo ret i, at hvis vi ikke prioriterer at mødes, så sker det ikke.
Vi kører mod Auckland og drejer ind på en freedomcampground. Den er gratis, hvis man sover i et ” self-contained vehicle”; altså et køretøj, der medbringer eget toilet. Vi finder vores overnatningssteder fra dag til dag og vi bruger en app, der hedder WikiKiwi, som Mads har på sin telefon. Hjemmefra har han downloadet alt kortmateriale og kommentarer om campgrounds, dumpstations, i-sites, viewpoints og meget mere. Vi behøver derfor ikke at være på nettet for at finde gode overnatningssteder.
Campsitet skulle ligge ved en strand og det gør det på sin vis også. Det er bare i bunden af den fjord, der ligger mellem Coromandel og den vestlige del af Nordøen. Lige nu er det lavvande og stranden er en mudderpøl.
Vi laver aftensmad mens drengene starter med at soppe. Da det ikke er muligt, fordi der intet vand er, bliver det stille og roligt bare til mudderbadning. Det fornøjer de to drenge i lang tid. Det fornøjer også de folk, der går tur langs stranden. Vi står tilbage med rengøringen, men det klarer vi næsten i en ruf med vores udendørs bruser : )
Så spiller vi en omgang piratbridge med de stjålne spillekort, som jeg glemte at betale for i Wanaka, mens vi spiser de sidste bær.
Drengene laver opsummering af de uheldigere episode:
- Far flår døren af elevantoren i Denpasar, fordi vi skal skynde os
- Mor ”sjæler” kort fra Kiwibutik i Wanaka
- Mor kører mod ensretning i Christchurch. MEGA pinligt!
- Far taler med fremmede danske backpackere og kan ikke huske, hvor vi har været
- ”Nogen” glemmer Rasmuss sko (som så faktisk er Bertels sko) et sted på en strand
Det er til at leve med, synes vi. Vi drikker så meget rødvin, vi kan den aften. Alligevel har vi stadig 3 flasker til overs. Dem tager vi med til Apollo afleveringsstedet. Det kan være, at de ikke kigger så meget på taget af autocamperen. Den del jeg har skrammet og den del, som vores forsikring ikke dækker.
