Jeg har kørt for tæt på et træ og skrabet taget på camperen. Det ser vi tydeligt, da vi kigger ned på camperen inde fra køkkenet. Mark henter en stige og noget pudsecreme og så får taget sig ellers en omgang. I skal ikke betale for de skrammer, siger Mark., – og han har ret. De går langsomt af.

På Kathys morgenbord er der frisk frugt, yoghurt, müesli, scambled eggs. bacon og toast. Lige en morgenmad for os, så det tager pænt lang tid, før vi får samlet os sammen. Vi skulle have været ud på White Island i dag. Det den mest aktive vulkan på New Zealand, men der var ingen billetter. Det var vi rigtig kede af, indtil Rasmus blev syg. Så var vi ikke kede af det mere, men meget glade over at have sparet 750 NZD på en tur, hvor drengen alligevel bare ville have hængt ud over kanten på skibet hele tiden.

Rasmus tjekker ud af selskabet og ind i autocamperen, hvor han tilbringer resten af dagen med at sove. Kathy har givet os andre løbepas og sendt og til Ohope Beach tæt på. Så vil hun passe Rasmus, mens vi er væk. Hun kører os først op til et viewpoint, hvor vi kan se White Island og hele byen Whakatane under os. Derefter bliver vi sat af med rutevejledning til Ohope Beach. Bertel, Mads og jeg vandrer derudaf med tanke på at besøge en helt almindelig New Zealandsk strand. Vi burde have vist bedre. Kathy har sendt os til en alene-strand, med bløde slebne muslingeskaller under vores fødder i stedet for sand. Havet er dybblåt og frisk. Solen skinner fra den blå himmel og vi kaster os i bølgerne. Vi savner Rasmus og Bertel får hurtigt organiseret et aktivitetssæt bestående af forskellige former for skaller, som Rasmus kan sætte sammen til smykker, når vi kommer hjem. Han bygger selv en kæmpe ø af skaller oven på sine ben og glemmer for en tid, at han ellers lige synes, at han var for gammel til at lege med sand. Han er helt optaget og væk.

Da vi ikke kan klemme mere paradis-øde-ø-stemning ned, vandrer vi tilbage og bliver samlet op af Kathy. På vejen hjem taler om vi om maori-kulturen. Kathy er træt af, at man ikke føler sig som New Zealændere, men i stedet bliver mere og mere opdelt i maori og ”Pākehā ” (maorislang for alle andre). Flere og flere maorier sender deres børn i særlige skoler, hvor de kun lærer maori og ikke engelsk. Det giver ingen mening, når nu kun 14% af befolkningen på omkring 5 mil. er maori. Til gengæld synes hun, at vi godt kunne lære af maorierne, når det gælder vores pasning af ældre mennesker. Der er en helt anden respekt og omsorg for ældre.

Hjemme i autocamperen residerer Rasmus og han har fået en klokke, så han kan ringe efter Kathy, hvis han har det dårligt. Han har nu sovet det meste af tiden, men vi er supertaknemmelige, for det betyder, at vi andre har kunne få en dejlig dag på stranden.

Mark og jeg kigger i gamle dagbøger, som Mark har samlet fra Christian Laugesen, der immigrerede til New Zealand i 1870’erne. Det er spændende læsning og jeg får også lov at kigge i Marks farfars dagbog. Dagbogen er fra 1907 og Willy starter med at opremse levereglerne, hvis man skal klare sig godt igennem livet:

• Sove 8 timer hver nat
• Sove med åbent vindue
• Lave morgengymnastik hver morgen
• Have en måtte foran sin dør
• Have sin seng stående 10 cm ud fra væggen
• Undgå alkohol og andre skadelige stoffer
• Kun spise en smule kød
• Spise godt med fedt, da det er godt for cellerne
• Drikke rent vand, der enten er kogt eller dampet
• Skifte arbejde regelmæssigt
• Tage et varmt bad hver dag
• Holde regelmæssigt fri
• Ikke låne penge

Han levede et godt og langt liv, så de enkle regler, kan man måske nok godt skele tid, hvis man er i livskrise. Generelt er det et utroligt enkelt liv inden for faste rammer, jeg aner, mens jeg skimmer igennem siderne i den meget gamle bog.

Kathy tager mig med til byen, for vi skal shoppe og kopiere Christians dagbog, så jeg kan få den med mig hjem. Vi runder en masse butikker og hygger, mens Mark og Mads laver mad derhjemme. Inden vi er kommet hjem, er Bertel også blevet syg og vi har nu 2 noget afkræftede drenge. Heldigvis er der god ro og karma hos de 2 søde mennesker, så vi nyder endnu en dejlig aften med gode samtaler om samfund, kultur og vandborende kinesere inden vi hopper ud i camperen. Vi har tanket op nu med rent tøj, god mad og vin og allervigtigst genset Mark og Kathy, som håber at se os igen.