Vi er så ømme i benene – Mads og jeg. Ungerne siger, at de er klar igen. Heldigt for os, at vi gik i går, for i dag er Tongariro Alpine Crossing lukket på grund af dårligt vejr. Vi havde skyfri himmel og i dag vælter regnen ned. Det gør ikke noget for os, for vi skal alligevel bare køre hele formiddagen.

I dag skal vi hen og se Glowworms. Rasmus har hjemmefra ønsket at se de lysende orme, der holder til i særlige grotter her i New Zealand. Jeg mener, at det er lidt ligesom Sankt Hans orme, som vi kender hjemmefra, men det finder vi sikker ud af i løbet af dagen.

Vi holder ind foran de hellige grotter og når jeg skriver hellige, er det fordi, at de for Maorierne, er meget hellige. Derfor har vi heller ingen billeder. Generelt virker det som om, at de hellige steder bliver krænkede af kameraerne, så det er ikke kun i Danmark eller Europa at krænkelseskulturen lever.

Vi kommer ind i nogle imponerende grotter til at starte med. De blev opdaget i 1897 af en lokal maorihøvding Chief Tane Tinorau og hans engelske antropologiven Fred Mace. De brugte 2 år på at kortlægge grotterne inden de åbnede for offentligheden i 1899. Vi får blandt andet nogle gamle billeder af Dronning Elizabeth D. 2 at se fra 1954, hvor hun besøger hulerne.

Guiden fortæller om ormene: Hunnen starter med at lægge omkring 120 æg i portioner af 20 æg. Det første æg klækker efter 20 dage, hvorpå laven æder sine 19 søskende. Herefter bygger laven en rede i loftet af en grotte. Den kaster en edderkoppeagtig spindtråd ned fra loftet og håber på at fange et insekt. Alle laverne udsender et lys fra deres “hale”, som skal tiltrække insekter til deres spind. Når de sidder i kolonier, oplever insekterne, at de flyver mod stjernerne, men den triste virkelighed er, at de flyver ind i fangtråde, for herefter at blive ædt af de sultne laver. Jo mere sulten laven er, jo mere lyser den.

Efter 9 måneder bliver laven til en pubbe, som vi kender det fra vores egne sommerfugle. Den springer ud som voksen efter 2 uger. Den er uden mund og fordøjelsessystem og har kun 3 dage til at parre sig og lægge æg, før den dør. På smukkeste vis bliver cirklen sluttet, når de voksne døende individer flyver mod lyset og ender som føde for næste generation i fangtrådene fra loftet i grotten.

Vi sejler under de lysende orme og undrer os over, hvor sultne de stakkels laver må være, for de lyser som bare pokker! Vi skal også være stille, for den mindste larm for laverne til at slukke.

Ved udgangen bliver vi fanget ind i shoppens vidunderlige udstillinger og ender med at punge ud for et eminent fotokatalog af vores familie på greenscreen klippet ind foran en glowwormbaggrund. Bertel falder ikke for den slags billige turismetricks. Han bruger sine lommepenge på en pauashell, – og så skal vi lige have et par postkort til Jonas og Marie.

I silende regn forlader vi den fantastiske Waitomogrotte. Kan stærkt anbefales!

Vi kører videre på denne regnvejrsdag til en primitiv overnatningsplads ved Mangakino reserve, mens vi hører downloadede podcasts. I dag er det P1 Shitstorm, som handler om 17-årige Rosa, der postede et billede af sig selv med ordene: Jeg bliver den næste skoleskyder LMAO! Hun bliver som bekendt både bortvist og nægtet adgang til undervisning på andre gymnasier. Det er ret spændende at snakke med Bertel og Rasmus om sådan en historie, for de poster selv og kan godt genkende den hårde tone, som unge mennesker kan have på Instagram eller Twitter.

Selv om lejrpladsen er primitiv, har den faktisk gasgrill og en svømmeplatform i den lunkne sø. Vi er nemlig kommet op til de varme kildeområder og søen her, har afgjort forbindelse til et eller andet varmt. Drengene kaster sig i søen, mens Mads griller gode New Zealandske bøffer.

Om aftenen spiller vi piratbridge. Mads og jeg lider et større og et mindre nederlag til drengene. En afgjort god dag mener både Rasmus og Bertel.