Vækkeuret starter kl. 5.45 AM. Det er helt mørkt og stjerneklart, da vi sætter os ud i shuttlebussen, der skal tage os til vores startdestination ved Mangatepopo. Programmet er som følger:

Easy walk (1 time)
Hard ascent (1 time)
Easy flat walk (15 minutter) POINT OF NO RETURN
Difficult Ascent (30 minutter)
Easy descent (15 minutter) – Den var IKKE nem!!
Easy flat walk (20 minutter)
Easy descent (1 timer)
Long descent (2 timer)

Vi skal over Soda Springs, South Crater, Red Crater Ridgde, Emerald Lakes, Blue Lake og Ketetahi Shelter. Normtiden for turen på ca. 20 km er omkring 6 ½  time uden pause. Turen starter i 1150 meter, stiger til 1886 meter inden vi afslutter i 750 meter.

Det er en ubeskrivelig smuk tur op til vulkankraterne og de smukke blå søer, der kendetegner og er vartegn for turen. Det er også en noget anstrengende tur, hvilket understreges af, at Bertel og Rasmus er de eneste børn, vi ser undervejs foruden et par tilsvarende tyske børn.

Bertel har i længere tid været interesseret i en bestemt energidrik ved navn MONSTER. Det er ikke noget han får lov til at drikke derhjemme, men Rasmus har for et par dage siden indkøbt 2 stk. under vores indkøbstur i Pack n’ Save i Wellington. Det er en overraskelse og han HAR spurgt om lov inden han lagde dem i kurven, – modsat dengang han som 7-årige tog 500 kr. med i skole og købte pizza til ham og Simon.

Rasmus går med de to MONSTER i sin taske og da vi har overstået den første opstigning, åbner han fuld af glæde sin taske og overrasker Bertel med en MONSTER. Bertel bliver så lige så glad, som Rasmus håber. En stjernestund med drengene, hvor alt er i harmoni. (red.: selvom det lyder som om, at vi har daglig idyl, er der mindst hver dag en kontrovers, der får moren eller faren op i det røde felt)

Med MONSTER i blodet stikker drengene af og jeg bliver turens svageste led. Bertel forsætter efter frokost og præstere at vandre 10 km alene forud for os og 1 time hurtigere end turen er sat til. Sej gut! Hans refleksioner efterfølgende går på, at det var et privilegie at vandre selv i egne tanker og tempo. Jeg tolker: en førstegangsoplevelse af det forunderlige i at være alene, i stilhed og omgivet af natur. Med andre ord levede hans oplevelse fuldt ud op til han ønske hjemmefra om at opleve de blå søer og den omkringliggende natur.

Rasmus følges med mig og holder mig i hånden, når jeg har svært ved at kravle op ad de stejle stigninger med rullende småsten under fødderne. Han er hele opstigningen igennem lutter opmuntrende ord. Han springer foran de trætte unge mennesker, vi også følges med undervejs. De standser op og griner, når han spurter forbi. Det er ligesom om de små 30 kg, han bærer på og som har været en barriere, når vi har skulle lave adventureaktiviteter (min. 35 kg), nu giver ham luft under vingerne, så han flyver op ad bjergsiderne.

Vi ser først Bertel igen ved ankomsten til slutdestinationen, hvor han har ventet en times tid. Det har været en hård, men ubeskrivelig tur og på vejen hjem til vores Holiday Parking plads, er vi trætte, men også helt høje over vores præstation.

Vi spiser god aftensmad, mens Bertel og Rasmus bruger deres sidste krudt på legepladsen. Kl. 9 pm er der nat i Barcelona og vi sover dybt og længe, kun afbrudt af tung natteregn og et par fulde mænd, der har haft held på deres fisketur.

Drengene proklamerer, at de slet ikke har ondt i benene. Mads og jeg mumler noget om lårmuskler og strækker ud så godt vi kan. Jeg falder i søvn med billeder af Rasmus, der sprinter op ad The Red Crater og Bertel med syvmilestøvlerne på.

We did the crossing! Godnat og sov godt