Normalt er drengene spændt fast i ”stuen”, når vi kører, men her til morgen ligger de over førerkabinen og sover, mens jeg kører ned til havnen og finder Interislander-færgen.

Mads laver dejlig havregrød til os i køen, mens vi venter. Når vi laver mad, skal vi tænde for gassen i et skab uden for camperen. Gassen skal være slukket, når vi kører, så det er bare med at blive færdig, inden rækken af biler foran os begynder at køre.

Det tager 3 timer at sejle mellem de 2 øer. Vejen ud fra Picton kunne næsten være et billede fra Norge. De dybe fjorde, som vi ikke nåede ved Milford Sound, kan vi få en lille smagsprøve på her på vej mod Nordøen. Vandet er helt stille, men det ændrer sig, da vi er kommet ud på åbent vand. 3 i vores familie har sejlerblod i årene. En har ikke og må sidde et par timer alene oppe på dækket. Heldigvis skinner solen og der er læ agterud på færgen.

Wellington er smuk set fra havet og der ligger mange Krydstogtskibe langs kajen. Himlen er blå og der er meget at se på. Både industri og bolig. Vi køre direkte til Te Papa museet i Wellington by, for det har vi hørt så meget godt om. Lige nu er deres hovedattraktion 5 kinesiske terracottamænd fra hæren i Kina, men dem har vi set sidste år på Moesgård Museum, så vi springer direkte ind i de andre samlinger. Vi har glædet os til at se en geologisk udstilling om tilblivelsen af New Zealand, om de tektoniske plader, vulkaner og meget mere, men den er lukket. ”Kom tilbage i maj”, siger damen.

Rasmus og Mads går på opdagelse i Maoriernes kulturarv, mens Bertel og jeg finder en ny udstilling om de newzealandske soldater i 1. Verdenskrig.

Helt specielt til denne udstilling har museet fået fremstillet 6 mennesker i scala 1:2,5. De er lavet af den gruppe, der også har fremstillet speciel effekts til Ringenes Herre. Figurene er ubeskrivelige. Ligesom Boy på AROS derhjemme, ligeså livagtige og dobbelt så voldsomme, fordi det er mænd/kvinder i voldsomme situationer. Alle følelser er afspejlet i ansigterne, der er hår på armene, vi kan se venerne og sveden, der pibler frem på panden.

Udstillingen gennemgår 6 mænds skæbner fortalt via autentiske dagbøger. Vi følger dem i deres civile liv, deres oplevelser ved fronten i Gallipoli i Tyrkiet og deres senere skæbner. En er feltlæge, en universitetslærer og atter en er sygeplejerske. Samtidig med deres personlige skildringer, følger vi en tidslinje, som viser newzelændernes deltagelse, tabstal og omrokering i krigen. I forhold til indbyggerantal sender New Zealand flest soldater i krig og lider de største tab. Meget tankevækkende. Bertel følger hele udstillingen minutiøst og vi bruger næsten 3 timer i selskab med de store mennesker. Mads og Rasmus har i mellemtiden tegnet tatoveringer, set hellige hytter og flere kort, der viser, hvordan det er gået tilbage med den oprindelige skov, som nu kun dækker ¼ af New Zealand. Rasmus forstår godt, at Moaen ikke kunne være der mere. Inderst inde mener han nu, at Moaen stadig er derude et sted. Der er bare ikke nogen, der har set den for nylig (som i 500 år!).

Vi forlader Wellington. Den er ikke skabt til autocampere. Vi vil hellere ud i naturen igen, selv om pladsen til den er blevet noget mere trang end for en uge siden på sydøen. Mads har fundet en strand, hvor vi må ”Freedomcampe” og vi nyder solnedgangen og en gang pasta bolognaise, inden vi hopper i kanen til lyden af bølgerne, der brydes lige uden for vores vinduer.