Glem det! Jeg skal ikke eje en café ved Lake Matheson. Jeg skal være gletsjerguide ligesom Zak! Det skal Bertel og Rasmus også. Og Mads… men han vil nok ikke.

Vi er fløjet op på Frans Josef gletsjeren og træder ud i revner og sprækker. Isblå, gråblå og dybblå faver stråler om kap i isterningerne, der rusjer rundt om vores fødder. Vi har allesammen blå jakker, røde tasker og sorte vandtætte bukser på.

Zak viser os, hvordan vi skal tage vores isjern på støvlerne, som vi også er blevet udstyret med. Så står vi bedre fast.

Zak guider os på igennem gletsjeren og ned igen. Det er en anden verden og 3 timer går hurtigt, mens vi arbejder os fremad.

Pointer fra turen:

1. Frans Josef Gletsjeren er en af de hurtigste i verden. Den bevæger sig 5 meter om dagen oppe på toppen. Guiderne arbejder derfor konstant med at sikre eksisterende og nye ruter.
2. Gletsjeren er opkaldt efter den østrig-ungarske kejser Frans Josef. Det fra østrigeren Julius Haast, der udforskede området i 1866. Han manglede finansiering til sin videre færd i New Zealand. En måde at få den på, er selvfølgelig ved at opkalde steder efter magtfulde personer. Han fik sin finansiering. “Smart træk!”, siger Bertel.
3. ⅓ af al verdens ferskvand er lagret i gletsjeren rundt om i verden.
4. Geologisk er New Zealand ungt – mindre end 10.000 år gammelt. Landet strækker sig over to tektoniske plader og der er voldsom aktivitet. Bjergene her ved gletsjeren er gammel havbund fra superkontinentet Gondwana og lagene, som vi normalt ser som horizontale linjer er her i bjergene under så stort pres, at de står vertikalt.  
5. Gletsjeren smelter så hurtigt, at guiderne hernede regner med at skulle indstille turene på gletsjerne om 25 år. Om 75 år mener de, at den er væk.

Vi ser dybe smeltevandshuller, som er over 40 meter dybe. Vi kommer forbi isbroer og skakter, som strækker sig flere hundrede meter ned i et isblåt dyb. Vi holder os pænt i een række bag Zak, der baner vej og hugger trin med sin store økse. Drengene er lige i hælene på guiden og vi kan høre, at de går og småsnakker. Solen skinner og det er ret varmt. Zak hugger frisk klar is ud til os. Han undskylder, at han desværre ikke har gin med.

Vi flyver ned igen og kører mod Hokitika, hvor man kan finde jade på stranden. Vi er heldige igen, for vejen er også her skyllet væk og der er kun åbent 10 minutter hver time for gennemkørsel. Vi når frem 1 minut før, de lukker og stryger op langs kysten. Det bliver dejligt at komme ud til havet igen. Vi finder en dejlig plads på Hokitika Holiday Park efter 4 forgæves forsøg andre steder. Her er legeplads og andre børn, så vi ser ikke Bertel og Rasmus de næste par timer.

De dukker op halv elleve, men kun fordi de andre børn er gået i seng og vi har tændt rejsens første bål. Vi ser på den klareste stjernehimmel, mens kaffe og kakao langsomt glider ned og bålet går ud.