Mmm – endelig i kiwiland

…men inden vi helt kan sætte fod i landet, skal vi igennem tolden. Vi er risikogruppe 3 ud af 4, da vi er bærere af både vandrestøvler med potentiel jordforurening, en bambusrod med mulighed for svamp, div. muslingeskaller med evt. rester af levende biologisk karakter og 6 frø fra Jackfruit træet, som Rasmus har samlet.

Vi beholder vandrestøvler og skaller, som nu er i forsejlet pose. Vi mister bambusroden, som lignede et hestehoved og frø til 7 meter høje frugttræer.

Vi bor på YMCA lige ved siden af Botanisk Have i centrum Christchurch. I haven ligger en spansk restaurant og her har Ayleen Laugesen inviteret os hen samme aften. Det bliver en utrolig hyggelig aften med lækker mad, hyggelig snak og afslutning på den helt fantastiske nye legeplads på Margaret Mahy plads, som Ayleen introducerer os for. Hun kører os rundt på aftentur i byen og vi får fortællinger om byplanlægning, jordskælvet tilbage i 2011, som kostede 185 mennesker livet. Det er meget tydeligt rundt om i byen: store åbne pladser, der endnu ikke er bebygget, nye store byggerier som fx Turanga, biblioteket, der åbnede i oktober, 2018 og store grønne spændende områder. Jeg føler næsten, at jeg har mødt Ayleen før, for det er så nemt at tale med hende og det er hyggeligt at kunne trække på hjemlige referencer, for Ayleen har også været i Danmark for nogle år tilbage, hvor hun besøgte min faster Lise og onkel Torben. Vi siger farvel og på gensyn, for selv om Ayleen er 80 år, vil hun gerne til Danmark igen. Vi håber, at vi får hende at se.

Fra legepladsen på Margaret Mahy plads finder vi tilbage til YMCA. Vi falder i søvn med det samme og sover hele natten igennem.

19. februar

Klokken er næsten 12. Rasmus guider os ned i den tilhørende café, hvor vi finder sofahjørnet, der passer til os fire. Bertel nyder sine scambled eggs, ligegyldigt hvor han er i verden, mens vi andre nyder får gode toasts. Ayleen syntes, at det bedste vi kunne gøre, var at tage en tur op med gondolen og se Christchurch fra oven. Vi kan tage turen ned på lejede cykler og nyde 16 km scenic road downhill. Lige noget for kropstrætte flyhoveder som os. Ud i naturen og møde spændende fugle og dyr.

Turen op er alt for kort, for det er rigtig spændende at se hvordan Christchurch har spredt sig i bredden efter jordskælvet. På toppen er der udsigt, is og rige shoppingmuligheder. Bertel køber en platte, mens Rasmus kaster sin kærlighed på en sy-selv-kiwi.

Mens vi spiser is, læser jeg på fire plancher med den deprimerende overskrift: LOST FOREVER…

MOA: Moaen levede indtil omkring 1500-tallet på New Zealand. Ligesom mange andre fugle i landet kunne den ikke flyve. Den største af moa-fuglene var omkring 3,5 meter højt og vejede ca. 230 kg. Moa betyder spiselig fugl på flere polynesiske sprog. Moaen blev dels udryddet af på grund af maoriernes jagt og dels på grund af færre egnede levesteder. Der kom først mennesker til New Zealand omkring år 1000.

Mange dyr generelt på New Zealand var slet ikke gearet til den jagt, der herefter gik ind, både fra menneskerne, men også fra de medbragte pattedyr.

HUIA: En exceptionel flot fugl hvor især hunnens næb var fantastisk flot buet. I 1902 vender prinsen af York tilbage til England fra en tur til New Zealand. Med sig har han en flot filthat med en huia-fjer i. Det danner mode og i løbet af 10 år, er huiaen udryddet. Huiafjer er stadig ”the thing” i dag og i 2012 blev en huiafjer solgt på auktion til ca. 35.000 NZD.

Vi har fået cyklerne og suser for fulde gardiner ned fra toppen af Mount Cavendish. Der er udsigt over Banks Peninsula og Lyttleton, som vi blev introduceret for i en 7-minutter tidstunnel på toppen.

Vi ser får, får og flere får mens vinden blæser os i ansigtet. Ned langs vandet og tilbage til gondolbasen ved foden af bjerget.

Vi spiser i New Regents Street, der er en hyggelig gade med vinbarer og cafeér. Rasmus får stillet sin sult efter bøf. 1 kg mørt oksekød bliver båret ind. Han skal desværre dele med Mads og mig. På vejen ind til byen har vi været forbi det stilfulde mindesmærke for ofrene for jordskælvet. Det ligger langs floden Avon og har alle navnene hugget ind i sandsten.

Vi skal også lige prøve at køre på el-løbehjul. De er nye i byen og magen til dem, der kommer til København nu. LIME hedder de. Man skal være 18 år og køre med hjelm, så det har vi ikke billeder af.