Drengene bad om en whitewatertur fra starten af rejsen og det er det, vi kommer til at slutte af med. Vores allersidste dag i Costa Rica skal tibringes på Savegrefloden, som løber ud i Stillehavet. Vores bådfører er Ricardo og vi hopper ombord i hans truck, som skal tage os 1 times kørsel op i bjergene. Ricardo fortæller om de landsbyer, vi kommer forbi. Der er blandt andet landsbyen Silencio, hvor der bor 100 mennesker, som dyrker i fællesskab. De spiser og forbruger i fællesskab og det overskydende høst sælges på markedet om lørdagen. Vi kommer også forbi en finca, som fungerer som frivilligcenter for europæiske og amerikanske unge, der vil lærer spansk og lærer om andelstanken. Så bor og arbejder de unge i et par måneder ad gangen med at dyrke og høste, inden de rejser igen.
Med på samme tur er et ægtepar fra London og en gruppe mænd fra Colorado. De er alle læger og vi føler helt trygge selskabet. Bertel har i øvrigt smidt sin skinne nu og er næsten fuldt funkionsdygtig.
Vi starter på land med kommandoer og Ricardo instruerer os og drengene i sikkerhed og regler. Vigtigst er det at blive i båden, – falder man ud, skal man indtage pandekageposition (fladstrakt) med benene forrest og armene ind langs kroppen. Vi skal også huske på Caramba! Det betyder, at hvis floden bliver vild, så skal vi helt ned i bunden af båden og sidde på numsen.
Himlen er blå og floden tilpas vild. Drengene er kække og følger Ricardos mindste vink. Dog er det svært at lade være med at padle, for vi skulle gerne være forrest af alle både hele tiden. Ricardo siger, at den båd, der har det sjovest, vinder, men det er drengene noget uenige i.
Vi er igennem de hårde rapids og vender os om tids nok til at se ”lægebåden” vælte rundt i en hvirvel på vandet. Alle mand er ude og pagajer flyder over det hele. De kække drenge bliver lidt mindre kække, da skaderne er talt op. En forvreden skulder, diverse hudafskrabninger og et temmelig knækket/afrevet stykke langefinderled. Heldigvis er 4 læger straks på sagen og der foregår ambulant førstehjælp af omfattende karakter midt ude på vandet.
Alle forsætter heldigvis. Nogle har fået smertestillende og lægen med fingeren er bundet op. Man er blevet enige om at bruge superlim til at lappe fingeren. Lægerne betror os, at superlim er et meget anvendt lægemiddel, som dog går under et meget finere medicinsk ord til daglig. Det tror vi godt på : )
Vi får en forfriskning ved et vandfald, hvor vi også kan bade. Bertel fanger fisk med småkager og Rasmus bestiger bjerge.
Vi får både set fiskeørn, hejre og leguaner og Ricardo er en superguide. Turen afsluttes med frokost og så bliver vi kørt hjem. Rasmus har plads på forsædet mellem de 2 guider og får talt engelsk hele vejen hjem.
På Escofrío spiser vi god italiensk! aftensmad. Drengene vil have pizza og det får de her serveret fra fyrretræsovn med den helt rigtige bund. Hmmm… Drengene er lykkelige over, at der også bor italienere her i landet.
Sidste aften slutter med kortspil med Rasmus nye Costaricanske spillekort. Der er dyr på kortene og vi konkluderer, at vi har spottet godt over halvdelen. Så er der kun tilbage at skrive det sidste kapitel i vores dagbog og pakke i morgen.
Vi flyver hjem kl. 17.30 lørdag d. 23. januar og lander i Kastrup, hvor moster Christina venter os, kl. 15 søndag d. 24. januar.
