I vores eget køkken står Mads og laver morgenmad. Der er både havregryn, spejlæg og toast. Vi tager til Puerto Viejo de Sarapique i dag og skal bo hos Alex, der er ornitolog. Som et plaster på såret for manglende dykning, forslår Will, at vi tager en afstikker til Bribri for at svømme i vandfald. Det er lige ved vejen, men helt skjult og hemmeligt. Junglen hænger ind over grønblå pools og drengene dykker og hopper. Det er næsten paradis. Vejret er på forunderligvis også blevet godt igen og således slutter vores Caribiske eventyr.
På vejen videre tager vi et stop for at se på dovendyr. Det er et familieejet reservat og Pete, som står i butikken er tredje generation. Hans farmor og farfar startede egentlig butikken med at redde farlige dyr så som jaguar og ørne, men som Pete selv fremhævede, så blev det rarere at redde søde og mindre farlige dyr efterhånden, som bedsteforældrene blev ældre, så det er det, de gør i dag. I reservatet bor 184 dovendyr. De der kommer ind ældre end 1 år, kan rehabiliteres og vende tilbage i naturen, mens de helt små er nødt til at blive i reservatet for livstid. Det er ikke muligt at oplære babydovendyr til et liv i naturen.
De har både to- og trefingrede dovendyr og vi møder, Toyota, Johnny Deep, Halle Barry og den Lille Chang. Inde i børnehaven bor de allermindste og guiden tager Perry frem og fortæller. Perry kunne ikke holde sig fast på sin mor og efter at hun havde hentet ham 3 gange nede på jorden, opgav hun ham. Perry bor nu på livstid (ca. 30 til 40 år) i reservatet. I øvrigt laver dovendyr kun lort én gang om ugen. Den dag det skal være kravler de ned og lægger 2 kg lort og 3 liter tis. Rasmus forstår det godt. Det ville da være træls, hvis de smed det fra trætoppen og man fik sådan et læs i hovedet. Naturen er godt indrettet også hvad dovendyr angår.
Vi er også på en bådtur gennem reservatet med den tavse guide. Han siger absolut intet i den time, turen varer. Men hans telefon ringer højt og inderligt, mens vi prøver at opretholde illusionen om vores ensomhed i den dybe jungle. Her er både kaimaner, kæmpeleguaner, flagermus, dræbermyrer og dovendyr. De hedder sloths og ikke Desmonds (ifølge Mads).
Vi når Alex om aftenen midt i en børnefødselsdag, så der vanker Anna Frost kage med det samme. Hos Alex ser vi for første gang den neongrønne frø, der er i alle blade fra Costa Rica. Den er meget lille og føler måske presset over at skulle indfri alle vores forventninger til landes paddepopulation. I hvert fald er den hurtigt væk.
