Ligesom Karl og Johanne gjorde med deres mor og far for 5 år siden, tager vi bussen rundt i Costa Rica. Der er gode forbindelser og det koster maximalt 12 dollars ligegyldigt hvor langt du skal. Det er også sjovere, for så møder man en masse lokale mennesker. Derfor sidder vi kl. 9.30 den følgende dag i en firhjulstrækker med aircondition på vej mod den Caribiske kyst. Hvornår i processen bussen blev til en bil, ved Mads og jeg ikke helt, men det virker meget logisk, da vi triller ud fra San Jose og mod Manzanillo. Bertel og Rasmus er på plads bagi ligesom for 2 år siden i USA. Spillene er de samme og gensynet er kært. Mario Brødrene og Pixeline (til 4 år). Vi har suppleret med Phenias og Ferb samt Lego Movie, men de gamle spil er bare bedre, mener et par nostalgiske drenge.

På vejen ud mod kysten kommer vi forbi containerplads efter containerplads. Drengene genkender Maersk containerne. Kommer han også her? – ja han er vist alle vegne, ham Maersk. Vi kører forbi Chiquita, le Monte og Dole. Alle de kendte mærker for frugt og især bananer har lasteplads her langs vejen til Porto Lemón. Vi runder helt sikkert de første 10.000 containere hvorefter pladserne udskiftes med bananplantager.

Vi bor i et træhus. Stedet hedder Se Ua og Will har bygget det selv sammen med sine venner og familie. Han kender alle steder på den Caribiske kyst og selv om både han og den ansatte lider under svære efterveer fra Nytårsaften, da vi kommer, når de at gøre vores værelse klart til sengetid, så vi kan falde i søvn i de dejligste hjemmelavede bambussenge.