Efterhånden som bilerne drejer fra ved de forskellige viewpoints i Arches, er vi de sidste tilbage på vejen op til den eneste campground i parken.

Vi har hjemmefra for længst opgivet at booke i de store parker, for det skal gøres mange måneder i forvejen. Ofte suppleres reservationscampgrounds af ”first come, first serve” campgrounds, hvor man godt kan få plads, bare man kommer tidligt nok.

Der er dog kun en campground i Arches, – og vi håber nu, qua den nylige genåbning af parken, at kunne få en plads i nat. Mange turister har ombooket og –prioriteret, så mon ikke der skulle være plads til os i nat.

Vi mødes af den bestemt rangerdame, som meddeler, at skønt hun ikke er på job før kl. 8 næste morgen, vil hun nidkært vogte over, at ingen benytter campingpladsen før næste morgen samme tid.

Ligemeget! Vi er i inde i parken og skal se nogle buer inden solen går ned. Entusiasmen er til at føle på, foran i førersæderne, mens det endnu ikke er sivet om til drengene, som er ved at befri prinsessen fra den grimme øgle. Det laver vi hurtigt om på, da vi tager turen ind til Landscape Arc. Den længste bue i parken, som spænder over 200 meter. Den er helt vild og måbende står vi aldeles alene i undren. Det er i sandhed også et særsyn fortæller det amerikanske par, som ankommer 5 min. efter os. Normalt er parken overrendt af turister i flere lag og muligheden for at se buerne uden menneskemylder er helt unik.

De tipper os om vinduesbuerne i solnedgang, hvilket vi tager i mod. Afsted igen i kapløb mod solen. Drengene hepper, – vi skal nå frem før 19.45. 3 minutter før tid drejer vi ind ved Nordvinduet og Sydvinduet, mens solen gør sig klar i kaskader af farver.

Vi spiser aftensmad i parken og tager så afsked med de mange buer. Vi når at tage et billede af Bertel, som ”holder” en bue.

Sådan et billede havde fætter Karl med hjem fra USA, – og det vil Bertel også have.

Natten tilbringer i Moab fuldstændig trætte af indtryk efter en lang dag.