Vågner kl. 9. Det er sent. Morgenmaden har hele tiden været havregrød med rosiner og kanel. Det varmer godt efter en kold nat. Vi pakker sammen. Bilen er blevet lidt tungere siden i går, for på Rubys Inn har de også en old time western by med butikker og her har drengene været på indkøb efter krystaller og sjove sten fra Utah. Fedt at de synes om den slags, frem for billigt lortelegetøj, som også forefindes i bunker på stedet.

Mads og jeg har brugt aftenen på at finde de næste statsparker og vi sætter kursen mod Kodacrome Statepark nordøst for Bryce Cayon.

I bilen har Mario fået selskab af Pixeline og vi har nu bagsæderapporter om henholdsvis føringspositioner og talregnskaber for væddeløbsheste. Herligt at den vidunderlige udsigt fra camperens førerhus kan kombineres med indsigtsfulde statusopdateringer fra Nintendoland.

I Kodacrome Statepark, som har fået sit navn på grund af sine fotogene landskabsvueer, tager vi en kort vandretur rundt i klippelandskabet. Der bor skorpioner og slanger i parken og med dette in mente, får turen en tak op på farlighedsmeteret. I parken tilbyder man også lærdom til de besøgende børn i form af et Juniorrangerbevis. For at gøre sig fortjent til denne udemærkelse, skal man kende parkens regler, samle affald (det er ikke noget, jeg fandt på denne gang) og kende til parkens fauna. Begge drenge opnår juniorrangerstatus med bravur og belønnes af en meget ung seniorranger med en guldstjerne til at sætte på jakken. Vel hjemme i camperen streger Bertel den sætning ud på beviset, som henviser til, at man skal lytte til sine forældre, mens man er i parken. Ja, det er ikke altid nemt med den lærdom.

Vi kører videre på den karakteristiske koksgrå vej med de gule striber og bliver i et sving overhalet af en skolebus. Hvem der kører med den og hvorhen er endnu et af de spændende spørgsmål, som dukker op. Vi har kørt godt 20 miles uden at have set et hus eller for den sags skyld en skole, men selvfølgelig ligger de der, de spredte ranches. Det er afstandene, som bare tolkes helt anderledes her i Utah, hvor selv små byer ligger tæt, hvis der er under 50 miles imellem dem.

Heldet er med os endnu engang selv om vi har bevæget os ind i et nationalt skovområde. Denne gang finder vi en lille plads i en lysning på vejen ind til endnu en lukket primitiv overnatningsplads. Stedet hedder Oak Creek. Helt alene bliver vi dog ikke, for et ægtepar i en mindre van, har også fundet vej hertil. Så denne gang er vi to biler midt i et kæmpestort skovområde i 3000 meters højde. Vi har for resten også selskab af en lille flok sorte køer, som har lagt pæne kasser rundt i terrænet.

Ville ikke sige det sidst, men sov først kl. 2 om morgenen, sidst vi var helt alene. Synes alligevel, at det er temmelig grænseoverskridende at være helt afskåret fra omverdenen midt i en kæmpe skov uden for mobilnetværksdækning. Kommer til at tænke på alle mulige dårlige B-film… Nå, – og så taler vi ikke mere om det!ok sorte køer, som har lagt pæne kasser rundt i terrænet.