Mens Mads tømmer black- og greywatertank næste morgen, spiller jeg minigolf med drengene. Det hedder black og grey, for vi taler ikke om lortetanken og bruse- og opvasketanken, – og det er der konsensus omkring på alle de steder vi har været indtil nu. Hvis de da bare kunne blive enige om budgetterne også.

Og så afsted igen. Vi skal gennem Zion. Vi må godt nok ikke standse i parken, men det har vi tænkt os at gøre alligevel. Frokost i Zion skal vi da have. Men nej. Ved indgangen til parken står en ranger og beder os køre 30 miles tilbage igen, da autocampere ikke må passerer. Der er en smal tunnel i Zion og normalt står der en mand og lukker camperne igennem fra først den ene side og så den anden. Det kan der i sagens natur ikke gøre, når rangerne ikke er på arbejde, så derfor kan camperne ikke køre igennem…

2 spørgsmål presser sig på:

• Kunne man tænke sig en situation, hvor der eventuelt indgik et signallys i hver sin ende af den tilsyneladende meget smalle tunnel?
• Ville det ikke bare være sjovt, hvis den skæggede 50-årige mand med et stift grønt lokumsbræt på hovedet gik ned og navigerede i bemeldte tunnel i stedet for at sidde inde i et lille brunt bur og være ranger, uden at være rigtig ranger?

Så tilbage til Hurrycane igen og videre nordpå. Vi kigger efter steder at sove, mens vi køre igennem et fuldstændigt fantastisk landskab, som åbenbart ikke har fortjent at komme på kortet, som noget særligt.

Og så er den der pludselig. En lille vej leder ind til en primitiv overnatningsplads. Den ligger godt nok i en National Forrest, men er lukket for vinteren primo oktober, da den ligger i 3000 meters højde. Eller noget af den er, for der er 10 pladser som ikke er afspærrede. Skiltet med betaling er taget ned, men vi møder et par amerikanere, som fortæller at vi frit kan benytte pladserne. Solen skinner og vi er de eneste, der er trillet ind blandt lysende gule efterårsfarvede birketræer langs et udtørret flodleje.

Det er uden tvivl den bedste plads, vi har haft siden vi startede og vi er her helt alene. Det er også den mest primitive uden nogen former for faciliteter. Det gør heldigvis ikke noget, for vi har det hele med selv. Drengene tænder bål, mens Mads laver mad og jeg tager billeder af de mest lysende intense sensommerfarver, jeg nogensinde har set. Wow og så sandt at ingen kender dagen, før solen går ned.

På nuværende tidspunkt kl. 22.30 sidder vi med skiundertøj og har fundet alt vores tøj frem. Temperaturen er faldet fra 25 til 0.

Vi helt alene i en kæmpe mørk skov i 3000 meters højde og aldrig har jeg set så klare stjerner.