Det er varmt ved Lake Isabella og temperaturen stiger næste morgen, da vi tjekker ud for at begive os ind i Dødens dal. Drengene er fascinerede af navnet og vi fylder på med guldgraverhistorier og andet godt fra vores Lonely Planet guide. Vi krydser sporet, som hedder twenty mule trail. Her gik der fra 1873 og mange år frem en fast rute frem og tilbage mellem Death Valley og Mojave. På Harmony Borax Works fremstillede de en hvid, krystalinsk substans, der blev brugt som flusmiddel, rense- og antiseptisk middel. Det blev transporteret de 265 km til Mojave med vogne forspændt med 20 muldyr. Efterhånden som transportmulighederne blev øget, blev konkurrencen for hård og værket i Death Valley måtte stoppe produktionen.

Vi kommer uhindret igennem Death Valley, men kan se at alle sidevejene ud til de særlige attraktioner, er lukket. De er spærret med cementblokke, skilte og visse steder gravkøer. De statsansatte har haft travlt og vi må springe turen i jeep over. Vi får altså ikke set Badwater og Dantes View i denne omgang.

Til gengæld har Furnace Creek Ranch åbent, for de ligger på den eneste privatejede grund i Death Valley og her er til gengæld travlt. Alle dem, der skulle have overnattet rundt om i Death Valley er nu taget herhen. På trods af det, er der god plads i poolen og vi bruger ikke lang tid på at spæne hen over verdens lavest beliggende golfbane for at hoppe i. Al elektricitet i Furnace Creek kommer fra et kæmpe solcelleanlæg ude i ørkenen, men poolen behøver ingen opvarmning. Med en døgntemperatur på 30 i gennemsnit er vandet varmt og vi bruger hele eftermiddagen sammen med et sammensurium af danskere, hollændere, tyskere og ærkeamerikanere. De sidste kan slet ikke forstå at Rasmus må svømme uden svømmevinger eller –bælte. Det er da alt for farligt! Men Rasmus kan godt svømme. Dog kun under vandet, så når han holder sin lille hånd i vejret, skal vi trække ham op, så han kan få luft. Den aftale holder vi i ca. 2 timer.

Aftenen er varm det samme er natten, selvom ørkenvinden rusker i vores lille hus. Næste morgen er vi alle sammen sløve og lettere irritable. Hvor er det dejligt at det ikke gælder vores venner på racerbanen i Marioland, så drengene sætter sig sammen og kører efter pokaler i den virtuelle verden, mens Mads og jeg sætter os bag rattet i Real Life og begiver os videre mod øst.

Vi holder dog på at tage et stop ved Zabriskie Point, som rent faktisk er åbent. Her breder Death Valley sig ud i al sin pragt og vi får tilgivelse for at have jaget drengene ud i varmen.