Vi er klar til vores anden sidste køredag, som skal bringe os til Dalat. Dalat er perlen i højlandet og den frugtbare jord og milde klima giver mulighed for 3 høstsæsoner. I Dalat kan vi få jordbær, mango, banan, lime, ananas, avocado, jackfruit, meloner, kartofler, gulerødder, jordnødder, æbler og mange mange andre grøntsager og frugter.

Vejret er godt og vi har fået at vide, at vejen til Dalat ligger i den gode ende, så vi regner med at det er realistisk at nå de ca. 230 km, som skiller Buon Ma Thout og Dalat. På vejen ud ad byen tanker vi op glæder os til gensynet med Lak Lake, som vi skal krydse igen idag. Efter ca. 50 kilometer ser vi den store klippe ved søen, som ligner en liggende elefant. Bertel vil gerne høre historien igen om den store elefantmor og jeg genfortæller, hvad Sam berettede om klippen i går.

For længe siden var lavlandet fyldt med elefanter, men så kom menneskene og begyndte at dyrke landet. De brændte skoven og sendte dyrene på flugt. En lille elefant blev fanget i ilden og dens mor lagde sig oven på den for at beskytte den. Moren døde, men reddede den lille elefant og det er moren, som man kan se i klippen idag. Historien bliver brugt til at forklare børn og unge, at man dels skal passe på dyr og natur og dels huske på, at jorden ikke altid kun har været menneskenes.

Vi kører videre mens solen stiger og ser landsbyer og floder siksakke ind i bjergene. Hen i mod middag bliver vi enige om at standse næste gang vi finder et sted med skygge. 5 minutter senere må jeg holde godt igen i styret, da jeg pludselig punkterer på baghjulet – og så blev frokoststedet fundet. Lige i et sving på en bjergvej. Heldigvis er der lidt buske, så drengene kan komme i ly for solen, mens Mads kører tilbage for at finde en, der kan hjælpe med en punktering. Vi har vidst, at det ville ske, men vurderet, at det ville være nemmere at få hjælp end at skulle gøre det selv, samt at køre med både slange og pumpe, – og vi får ret. Mads vender tilbage 5 minutter senere med en mand og hans søn på ca. 10 år. De har en lille trækuffert med, samt slange og pumpe.

Mens drengene spiser brød med tomat og agurk, bliver baghjulet pillet af og en ny slange sat ind. Det hele tager ca. 20 minutter og koster 25$, men det er kun fordi, vi ikke har mindre. Ellers ville prisen have været ca. 10. Manden kan næsten ikke tro det, og vi sender dem taknemmeligt afsted og får selv en bid mad, inden vi skal videre.

Jeg tænker, at vores rejsebudha må have haft travlt et andet sted, siden han svigtede os på den måde, men da jeg siger det til Rasmus og Bertel, er de helt uenige.

Rejsebudhaen var da med os! Han sørgede for, at vi ikke kørte galt, da jeg punkterede og han sørgede for, at der var en mand i nabobyen, som kunne hjælpe. Det er da klart.

Og sådan kan Rasmus og Bertel se fordelen i næsten alt. Godt med sådan nogle “glasset er ikke halvt tomt, men halvt fyldt – drenge”.

Vi rammer Dalat sent om eftermiddagen og finder er lille hotel lidt uden for centrum. Det er ældste bror i en hotelfamilie, som byder os velkommen til Thien An. Værelset er dejligt stort og der er morgenmad inkluderet.

Vi spiser aftensmad på værelset, mens vi spiller Uno og snakker om hvad vi skal næste dag. Drengene falder i søvn med det samme og vi finder vores lokale gin og tonic frem, mens airconditionen brummer i tusmærket.