Morgenen paa hotellet i Kon Tum er helliget hygge, UNO og krig. Da vi er faerdige med krig og alle har vundet tager vi paa tur i omraadet med Sam, som helt igennem er med paa hvordan vi faar skruet en god dag sammen, saa alle bliver tilfredse.

Jeg vil gerne besoege nogle af de etniske minoritetslandsbyer, som indtil for ca 10 – 20 aar siden havde hoejlandet i Vietnam for sig selv. I takt med at vietnameserne bliver flere og flere, soeger de ogsaa laengere og laengere ind i landet og fortraenger de mindre landsbysamfund, som gennem udviklingen bliver til smaa fattige forstaeder til de nye betonbyer.

Vi koerer derfor uden for Kon Tum og ser hvordan man stadig bygger huse af ler, halm og palmeblade. Dels er det billigere og dels er de gode til at holde fast i traditionerne, da det er det der bringer turisterne ud i landsbyerne.

Midt mellem husene, der staar paa stolper, ligger Rongen, som er landsbyernes forsamlingshus. Et langhus med et tag, der er 3 gange saa hojt som selv huset. Det symboliserer et par bedende haender. Det er dog kun for drenge, faar vi at vide. Godt at det er det vi har, men hvis jeg havde haft en pige, skulle hun soerme ogsaa havde vaeret med.

Vi faar taget nogle dejlige billeder af nogle skoenne boern og det samme kan landbyboerne sige, for Rasmus og Bertel bliver bedt om at stille op, saa det er vist en win/win situation.

Derefter videre til kaffefabrikken, hvor vi ser hvordan boennerne laves til den soede kaffe, vi faar serveret rundt omkring. Drengene vil straks igang og finder en pind til at roere i boennerne med. Det har de vist ikke proevet foer i kaffefabrikken, men vi koeber et par poser kaffeboenner og drengene faar loefte om at vaere med til at lave kaffe, naar vi kommer hjem.

I naeste landsby er vi heldige at komme midt i rishoesten Bertel faar lov at hjaelpe til. Rasmus vil hellere over til et par grise, der gaar rundt og tusser selv alene tilbage. Vi kommer 10 minutter senere og finder vores stolte dreng, som aabenbart drevet af noed, lige har laert at tisse fremad. Vi er meget stolte og synger mange gange sangen “Se hvad jeg kan, se hvad jeg kan, kom nu og se det allemand”.

Bedste del af turen har Sam gemt til sidst. Vi vandrer ca. 2 km langs floden paa en meget ufremkommelig sti, som ikke desto mindre er hovedvejen til nabolandsbyen, hvorfor vi et par gange undervejs maa traekke ind til siden for scootere! De er naesten som bjerggeder: kan komme frem overalt og billige i drift.

Drengene loeber i forvejen og overhaler kodrengen, som driver okserne hjem.

Ved flodkanten venter en lang smal baad, som skal fragte os alle 5 hjem igen. Da vi er ombord er kanten paa baaden mindre end 5 cm over vandspejlet. Ungerne er ellevilde og padler alt hvad de kan. Fedt!! Mads tager billeder og jeg siger ingenting. Baaden skulle noedig tippe for meget.

Endnu en skoen dag er ovre og i morgen skal vi videre ned gennem hoejlandet.