Paradis skulle have ligget her. Vi bor i et lille hus paa An Bang Beach midt i en fiskerlandsby. Vandet er blaat, saa blaat, – og salt. Stranden er oede paa naer fiskerne, som saetter ud tidlig morgen og som om eftermiddagen hilser paa os, naar vi gaar langs stranden. De boeder garn og sidder ved siden af deres cirkelformede sivbaade.
Tirsdag har vi bedt Fru Thrung om at komme tidligt med vores morgenmad, for vi skal ud at dykke taet paa Charm Island, som for nylig er blevet aabnet for offentligheden. Der har vaeret lukket siden krigen og militaeret vil ikke fortaelle hvorfor…
Vi finder paa historier og drengene er vaeldig spaendte ombord paa baaden. Luigi, som er fastboende italiener med belgisk kone, har sin lille dykkerbiks her i Hoi An og fortaeller, at fordi vi kun lige er statet paa saesonen, skal vi kun forvente at se smaa fisk.
Korallerne er smukke og vi kommer alle fire hurtigt i dykkeroutfittet. Bertel har oevet sig paa daekket i at bruge snorkel og nu plasker han rundt sammen med Mads. Pludselig kommer de op med en koboltblaa soestjerne. Luigi lader os kigge paa den i et par minutter inden han lader den synke ned paa bunden af havet igen. Han fortaeller at han gerne vil gaa foran med et godt eksempel. Det er ogsaa noget helt nyt, at man ikke dumper sit affald i havet ud for Charm Island mere. Det er ikke saa attraktivt for turisterne med alt det affald flydende omkring. Det er dog et udsagn, som kan udfordres, finder vi ud af. Efter et stykke tid er vi nemlig noedt til at samle de snorklere op, som har vaeret et stykke laengere oppe langs kysten. De er havnet midt i en dumpning og da vi samler dem op, er det soelet ind i olie og andet affald.
Vi saetter halvdelen af gaesterne af inde paa oeen. Jeg skal ud og dykke for foerste gang i 10 aar. Jeg bliver guidet ned paa 18 meter af Alex, som skal arbejde her hele saesonen. Han er fra Australien og viser sig at kunne trylle et par af de store fisk frem, saa mens vi glider gennem det blaa vand peger han paa dragefisk, baracudaer og store gule dovne fisk. Jeg kigger paa soeanemoner mens jeg langsomt finder ud af hvordan jeg finder balancen med alt grejet. -og saa er tiden gaaet. Vi stiger op og sejler ind paa oeen; hvor der venter et fantastisk frokostbord med alt godt fra havet.
Vi tilbringer resten af eftermiddagen med at lege, spille bold og snorkle ved oeen, som er omend endnu mere postkortagtig end vores egen strand ved An Bang beach. Drengene falder i soevn paa baaden og vi faar talt baade fransk, tysk og en smule vietnamesisk inden vi hanker op sovedyrene og finder vej hjem. Der er mange som Luigi, der haar slaaet sig ned her i hoi An og det nyder vi godt af om aftenen, da vi spiser en rigtig aegte italiensk pizza. En rigtig god slutning paa en skoen dag bliver vi enige om alle sammen.
Da drengene skal sove bliver Mads og jeg koert helt ud paa et sidespor. Der er hoppen, sprallen og gavstrikkerier og ikke om vi kan faa dem ned at ligge. Til sidst bliver der stille og vi kigger ind til et par brune boern, som er gaaet fuldstaendigt omkuld.
Vi lukker doeren ind til det koelige airconditionerede vaerelse og saetter os ud i den varme aften med en lokal gin og tonic. Ikke saa tosset synes Mads og beslutter sig for at lade haaret falde for en lokal saks den naeste dag. Han har ladet skaegget gro siden vi tog hjemmefra og ligner en meget eksotisk mand, synes de lokale.